Regeringen står klar til at redde 12.500 arbejdsløse

Regeringen, Danske Regioner, KL og DA vil oprette 12.500 akutjob til dem, der begynder at ryge ud af dagpengesystemet i januar.

Regeringen, Danske Regioner, KL og DA vil oprette 12.500 akutjob til dem, der begynder at ryge ud af dagpengesystemet i januar. (Foto: © Anders Kappel, Scanpix)

Regeringen vil senere i dag redde 12.500 af de arbejdsløse, der begynder at ryge ud af dagpengesystemet fra nytår. Det erfarer DR Nyheder.

Det sker i en aftale med Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og Dansk Arbejdsgiverforening.

- Vi har hele tiden været optaget af de mennesker, der er på vej til at miste deres dagpengeret. Derfor laver vi den her aftale nu, siger Helle Thorning-Schmidt til DR Nyheder.

Op til 25.000 kroner

Arbejdsgiverne kan få op til 25.000 kroner i præmie for at ansætte en i et af de såkaldte akutjob.

- Det vil vi gerne kvittere for ved at de får en jobpræmie for de job, de skaffer, siger hun.

De 12.500 job er ikke nye job, men job som bliver reserveret til dem, som er i fare for at falde ud.

- Det er job, der er målrettet de mennesker, der er i fare for at opbruge deres dagpengeret nu, siger Helle Thorning-Schmidt.

Et samfundsansvar

Og statsministeren er meget glad for, at flere arbejdsgivere bakker op om ordningen.

- Vi er meget imponerede over at arbejdsgiverne - både private og offentlige - er gået ind i den her aftale. De påtager sig et samfundsansvar og det er vi meget glade for.

Regeringen håber på, at ordningen kan gå i gang midt i november i takt med, at finansloven falder på plads. Ordningen strækker sig til juli.

LO: En fantastisk idé

Regeringens plan vækker stor glæde hos LO.

- Det lyder som en fantastisk ide. Grundpillen i at gøre noget ved det her problem er, at folk får et ordinært job. Så det lyder virkelig fornuftigt, siger LO's formand Harald Børsting til DR Nyheder.