Eksperter skyder EB-forsvar ned: Mailen bør kunne findes

It-eksperter undrer sig over, at Ekstra Bladets journalist ikke er i besiddelse af en vigtig mail. Den bør kunne findes, siger de.

Flere eksperter sår nu tvivl om, hvorvidt Jan Kjærgaard og hans arbejdsplads Ekstra Bladet ikke kan finde en vigtig mail til Skattesagskommissionen. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

- Selvfølgelig har de den mail, siger it-ekspert Tore Brynaa, efter Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard over for Skattekommissionen har sagt, at han ikke kan finde en vigtig mail fra Troels Lund Poulsens tidligere rådgiver, Peter Arnfeldt.

For en e-mail forsvinder ikke uden videre fra en virksomheds arkiv. Så klar er meldingen fra både Tore Brynaa og it-ekspert Thomas Guldberg, som dr.dk har talt med.

- Den normale procedure vil være, at man aldrig fjerner noget fra en brugers konto, uden at de er opmærksomme på det, siger Thomas Guldberg og fortsætter:

- Mailen vil altid kunne findes igen. Så skal man bare kontakte ens it-folk på arbejdspladsen, pointerer Guldberg, der er partner i virksomheden Segment.

Virksomheden har de seneste år har undervist 10.000 danskere i brugen af mailprogrammet Outlook og har også undervist 600 teknikere i, hvordan man skal bruge de bagvedliggende serversystemer.

Backup af alle mails

It-eksperterne understreger begge, at e-mailen kan være svær at finde for mailbrugeren selv, men at den formentlig stadig er arkiveret. Og også selv om mailen skulle være blevet slettet fra brugerens Outlook-konto, bør den stadig kunne findes.

- Jeg tror, at der er nogen, som ikke har lyst til at udlevere den. Selvfølgelig ligger den på en backup et eller andet sted, medmindre de har rod i deres systemer, siger Tore Brynaa.

Han refererer til, at de fleste virksomheder gemmer mails, fordi kommunikationen over e-mails i dag er grundlaget for forretningskommunikation. Og det synspunkt bakker Thomas Guldberg op.

- Med al rimelighed må man gå ud fra, at et sted som Ekstra Bladet laver backup af alt deres data, og de vil sandsynligvis til enhver tid kunne skaffe en hvilken som helst mail tilbage, siger han.

It-direktør afviser

It-direktør i JP/Politikens Hus, som Ekstra Bladet hører under, afviser imidlertid, at koncernes it-afdeling vil kunne finde mailen frem.

- Vi gemmer kun mails i 14 dage. Det er en historisk grænse, vi har, og som skal fange mails, man sletter ved en fejl, siger it-direktør Per Palmkvist Knudsen.

Han forklarer, at nogle mails vil kunne findes frem derefter. I andre tilfælde vil det dog være helt umuligt. Det gælder eksempelvis, hvis en medarbejder selv sletter mailen fra både indbakken og slettet post samtidig med, at den slettede mail har lagret sig på et svært tilgængeligt sted på computeren, forklarer Per Palmkvist Knudsen.

For dyrt at gemme

Han mener ikke, at der er noget kritisk i, at bladhuskoncernen ikke gemmer mails i længere tid:

- Det handler meget om, hvor meget man vil bruge på at gemme mails, for det er ret dyrt.

Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen og journalisten, Jan Kjærgaard, der i begyndelsen af juni 2010 modtog mailen, vidnede begge i Skattekommissionen tirsdag.

Har ledt grundigt

Her fortalte Kjærgaard, at han ikke er i besiddelse af den centrale mail fra Peter Arnfeldt i sagen om, hvorvidt Ekstra Bladet er blevet tilbudt private skatteoplysninger om Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock.

- Jeg læser den, det husker jeg helt tydeligt. Jeg har ledt grundigt, jeg kan ikke finde den, sagde Jan Kjærgaard under afhøringen i Skattesagskommissionen og fortalte, hvad han mindes, at der stod i mailen fra Arnfeldt.

- Dyrk dog din gamle artikel og interesser dig for Stephen Kinnocks skatteforhold.

Dr.dk forsøger at få en kommentar om den forsvundne email fra Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen.