Mens Socialdemokraterne og SF styrtbløder i meningsmåling efter meningsmåling, tordner det tidligere støtteparti Enhedslisten frem.
Men selv om der er enkelte dygtige politikere i Enhedslisten, får partiet aldrig reel indflydelse. Det viser de seneste dage ifølge tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).
I et indlæg på denkorteavis.dk lader Rønn Hornbech forstå, at venstrefløjspartiet ikke hører til i det danske parlament.
- Jeg anser Enhedslisten for at være et antidemokratisk parti, forstået på den måde, at Enhedslisten ikke kan træffe beslutninger som folketingsgruppe, selvom de netop efter Grundloven er valgt til at træffe beslutninger i Folketinget, indleder hun Venstre-kvinden sin kritik.
Og kritikken er ikke alene møntet på partiet. Også de enkelte folketingsmedlemmer, der dog ikke nævnes ved navn, bliver hængt til tørre.
- Dertil kommer, at det jo ikke er nogen hemmelighed, at et eller flere folketingsmedlemmer er fotograferet, medens de for eksempel ved Brorsons Kirke forsøgte at hindre politiet i at udføre sit lovlige arbejde, skriver Birthe Rønn Hornbech og tilføjer, at det er lovligt at være revolutionær og udenomsparlamentarisk, hvis man anvender lovlige midler.