Der er store forskelle på, hvem der kommer til at betale regningen for den aftale, som energiminister Martin Lidegaard (R) torsdag betegnede som - et lille stykke energipolitisk danmarkshistorie. Det viser beregninger fra Dansk Energi.
Ministeren vurderer, at en gennemsnitlig dansk familie får en ekstraregning på 1300 kroner om året i 2020.
Men når det kommer til varmeregningen, så rammer afgiftsstigningerne forskelligt, viser tallene fra Dansk Energi.
Fjernvarme og olie stiger mest
Med den nye aftale er det husstande med fjernvarme, der kommer til at opleve den største stigning.
Fjernvarme fra biomasse stiger med knap 3000 kroner om året, mens husstande med fjernvarme fra naturgas får stigende omkostninger for 2000 kroner årligt i 2020. Husstande med oliefyr må også finde sig i at betale omkring 2000 kroner mere om året i 2020.
Brændeovne går fri
Folk med brændeovne kan i fremtiden tænde op uden at bekymre sig om nye afgiftsstigninger, mens folk med varmepumpe slipper med en årlig stigning på mellem 250 og 300 kroner.
Elvarme er dyrest
For husstande med elvarme er stigningen på 800 kroner årligt. Men ser man på den samlede årlige varmeregning, så er elvarmekunderne spændt hårdt for.
Godt 40.000 kroner betaler en husstand med elvarme samlet set om året - heraf er de 22.019 kroner afgifter.
Til sammenligning betaler en husstand med oliefyr omkring 22.000 kroner om året - hvoraf de 11.722 er afgifter.
Tallene gælder for en gennemsnitshusstand på 130 kvm (65 GJ/år).