SF vil af med forældede statsråd

Besøg hos dronningen hører fortiden til, mener SFs politiske ordfører, Jesper Petersen. K beskylder partiet for ligegyldighed over for historien.

Besøg hos dronningen hører fortiden til, mener SFs politiske ordfører, Jesper Petersen. K beskylder partiet for ligegyldighed over for historien.

Det er en forældet forestilling, når samtlige ministre mødes med dronningen i statsrådet for at få underskrevet love og lovforslag.

Det mener regeringspartiet SF, som vil afskaffe resterne af kongehusets politiske magt.

- Der bliver brugt megen tid på at læse lovforslag op for hinanden og holde statsråd, som ikke har nogen praktisk, politisk betydning, men lægger beslag på både vigtig ministertid og vigtig dronningetid, siger SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Statsrådet samles 8 til 10 gange om året, og et møde tager omkring en time.

S er med på ideen

Regeringskollegerne fra Socialdemokraterne er også klar til at se på en afskaffelse af statsrådene.

- Det er fornuftigt at diskutere det og vurdere, om tingene skal være, som de altid har været, eller om der er nye måder at organisere arbejdet på, siger Mogens Jensen, som er gruppeformand, til Jyllands-Posten og fortsætter:

- Nu har vi varslet, at der skal nedsættes et udvalg til at se på grundloven, og der kunne man også få en drøftelse af disse forhold.

Hverken De Radikale, Venstre eller De Konservative støtter idéen.

- Statsrådet repræsenterer vores historie og det, som vi er kommet af - det synes jeg, at vi skal hylde, siger politisk ordfører Benedikte Kiær til Jyllands-Posten.

- Jeg synes ikke, at det er et argument, at man har brug for en ekstra time om måneden. Så skal SF hellere sige direkte, at de er ligeglade med vores værdier og vores kulturarv, siger hun.