Så meget kommer vin, øl, tobak og slik til at koste

Regeringens finanslovsudspil vil sende afgifterne på en række usunde føde- og drikkevarer i vejret.

Regeringens finanslovsudspil vil sende afgifterne på en række usunde føde- og drikkevarer i vejret.

Danskere med hang til cigaretter, øl, vin, slik og chokolade kan godt belave sig på en lidt dyrere tilværelse, hvis det lykkes den nye regering at komme igennem med det finanslovsudspil for 2012, som finansminister Bjarne Corydon (S) præsenterer torsdag.

Regeringen vil hente 625 mio. kr. i øgede afgifter på øl og vin, mens den i 2012 vil hente yderligere 635 mio. kr. i øgede afgifter på usunde fødevarer, stigende til 1,65 mia. kr. i 2013. Det erfarer DR Nyheder.

Finansloven vil rumme en stribe udgiftskrævende initiativer som afskaffelse af kontanthjælpsloft og starthjælp, fjernelse af multimedieskatten, tilbagerulning af brugerbetaling på kunstig befrugtning, flere forskningsmidler, øget ulandsbistand samt flere andre udspil.

Flere varer omfattes i 2013

Disse initiativer skal bl.a. finansieres af de forhøjede sundhedsafgifter, som eksempelvis vil betyde, at en pakke cigaretter vil stige tre kroner fra 39 til 42 kroner, og afgiften på chokolade og slik hæves med 6 kr. pr. kilo, så en 100 grams plade Marabou stiger fra 19,95 kr. til 20,70 kr.

En pose lakridskonfekt på 600 gram stiger fra 39,95 kr. til 44,45 kr., sodavand stiger med 50 øre pr. liter, afgiften på øl stiger med 25 pct., så en kasse øl med 30 pilsnere stiger fra 139,95 til 147 kroner og afgiften på is stiger med 50 pct. så en filur-ispind stiger fra 8 kr til 8,14 kr.

Fra 2013 udvides afgiften på chokolade og sukkervarer, så den også omfatter for eksempel syltetøj, syltede grøntsager, ketchup og yoghurt og kakaomælk

Afventer tobakssalg

Regeringen har i sine regnestykker ikke indregnet et provenue - en statslig merindtægt - for de forhøjede cigaretafgifter. Dette skyldes, at man er i tvivl om provenuets størrelse grundet risikoen for øget grænsehandel og chancen for rygestop blandt mange danskere.

Regeringen ventes også at spille ud med en aktieomsætningsafgift og en fjernelse af fradragsretten for private sundhedsforsikringer.