Möger: Millionærskatten er helt død

Millionærskatten bliver ikke til noget. Det slår skatteminister Thor Möger fast, og undsiger dermed sin egen politiske ordfører.

SF's skatteminister Thor Möger Pedersen undsiger sin politiske ordfører, Jesper Petersen. Der kommer ingen millionærskat, slår han fast.

- Regeringen har ingen aktuelle planer om at indføre en millionærskat, udtaler skatteminister Thor Möger Pedersen i en kommentar til Ritzau.

Ordføreren banket på plads

Dermed banker han sit eget partis politiske ordfører på plads. Jesper Petersen prøvede ellers at holde liv i den omdiskuterede ekstrabeskatning af millionærerne, selvom det ikke er med i regeringsgrundlaget.

- Vi ville jo gerne have haft det med, men i stedet kan millionærskatten tages op igen i forbindelse med skattereformen. Det er en finansieringskilde, der helt entydigt betyder, at de mest velstillede bidrager mest, sagde Jesper Petersen til Berlingske.

Skal mindske uligheden

Det er topskattelettelsen, som regeringen overtager fra VK-regeringen, som Jesper Petersen mener øger uligheden så meget, at han ikke vil opgive håbet om en millionærskat, der kan trække i modsatte retning.

- Der står jo ingen steder i regeringsgrundlaget, at der ikke kan gennemføres en millionærskat, siger Jesper Petersen.

Ikke regeringens politik

Men skatteordfører Thor Möger Pedersen, der også sidder i regeringens magtfulde koordinationsudvalg slår altså fast, at det ikke er regeringens politik at indføre en millionærskat.

- Millionærskatten fremgår ikke af regeringsgrundlaget og er ikke på tegnebrættet. Men regeringen vil fremlægge andre elementer, der sikrer, at også de velstillede yder det, de skal, når skatten skal lægges om, forklarer Thor Möger Pedersen.

Millionærskatten helt død

Også statsministeren understreger, at SF's politiske ordfører må have misforstået noget.

- Det er helt tydeligt, at millionærskatten ikke kommer til at være en del af denne regerings politik, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.