Rolig nu.
Selv om statsministeren i går lovede at regeringen nu vil gå i gang med et forhandlingsforløb om regeringens vækstpakke "Holdbar Vækst", så har finansminister Claus Hjort Frederiksen ikke planer om direkte forhandlinger om planen.
Forhandlinger, møder, konsultationer
I første omgang vil finansministeren kun love, at der kommer en række "konsultationer".
- Der bliver ingen forhandlinger i mit ministerium, før jeg har haft konsultationer. Nu vil jeg bag lukkede døre diskutere med partierne, hvad vi så gør, forklarede finansministeren.
S og SF ikke inviteret
Og med "partierne" mener finansministeren ikke Socialdemokratiet og SF. De er på forhånd udelukket fra det kommende forhandlingsforløb, fordi de ikke har deltaget i regeringens tidligere forlig om efterløn og pension.
- Der er en afgrund mellem den økonomiske politik, som S og SF står for - og den, som regeringen og DF har ført. De har ingen penge. Det er fugle på taget, siger finansministeren.
DF imod dele af boligpakken
Dansk Folkeparti skal deltage i konsultationer med regeringen - men hér er problemet, at Dansk Folkeparti er imod centrale dele af regeringens vækstpakke, nemlig hjælpen til boligkøbere og boligejere. Særligt ideen om at lempen skatten på fast ejendom.
- Jeg tror, man må sige, at det er en så central del af regeringens pakke, at det kan ikke udgå, siger Hjort.