Flere akademikere rykker ind i Folketinget

Folketinget får flere medlemmer med lange uddannelser efter valget, end der er i dag, viser en valgprognose.

I det nuværende Folketing er andelen af akademikere 31,8 procent.

Endnu flere økonomer, jurister og andre akademikere vil kunne sætte sig på pladserne i Folketinget efter valget, end det er tilfældet i dag.

Det viser en prognose for kandidater, der kan regne med at blive valgt, skriver Fagbladet 3F.

Den tyder på, at 39 procent af de nye folketingsmedlemmer vil have en lang, videregående uddannelse.

I det nuværende folketing er andelen af akademikere på 31,8 procent, viste en undersøgelse sidste år, som tænketanken Cervea lavede.

Otte procent af befolkningen

Blandt befolkningen er andelen af akademikere på otte procent.

Ligesom akademikerne således vil være overrepræsenterede i forhold til erhvervssammensætningen af befolkningen, så vil håndværkere og andre med korte uddannelser være underrepræsenterede, når der skal forhandles om landets love.

Kun 11 procent af de kommende folketingsmedlemmer vil have en sådan en kort erhvervsuddannelse som baggrund. I befolkningen er andelen 37 procent.

DF har færrest akademikere

Alle partier vil have en større andel af akademikere, end der er i befolkningen generelt.

Dansk Folkeparti er det parti, der vil have forholdsvis færrest gruppemedlemmer med en lang uddannelse, nemlig kun 26 procent.

3F har lavet opgørelsen på baggrund af en prognose fra Altinget.dk over hvilke kandidater, der bliver valgt, samt tal fra Danmarks Statistik.