Pia Kjærsgaard: EU-professor håner os

Pia Kjærsgaard langer hårdt ud efter EU-professor, som har kritiseret regeringens håndtering af grænseaftalen.

EU-professor Marlene Wind er gået "over gevind" i kritikken af regeringens omstridte grænseaftale med Dansk Folkeparti. Det siger partiets leder, Pia Kjærsgaard.

- Hvis man vil påberåbe sig at være ekspert og universitetsuddannet og professor, så bør man være mere professionel end det, jeg kan læse på Ritzau, siger Pia Kjærsgaard.

Professor: Alvorlig fejlbedømmelse

Hun henviser til, at Marlene Wind tidligere lørdag kaldte regeringens håndtering af sagen "dybt uprofessionel" og tilføjede:

- Hvis det var en ny regering, der aldrig nogensinde havde haft ministeransvar før, så havde jeg måske ikke undret mig.

- Men regeringen har siddet på taburetterne i ti år og været igennem Muhammed-krisen. At de kan fejlbedømme situationen så alvorligt. Det kommer i den grad bag på mig.

Pia Kjærsgaard: Hysterisk

Men den udmelding er "forkastelig", mener Pia Kjærsgaard.

- Jeg synes i den grad, at hun er politisk. Hun er hånende og fordømmende og taler helt klart imod aftalen uanset, hvor reelt den er, siger Pia Kjærsgaard, der afviser den tiltagende internationale kritik af aftalen som "hysterisk".

Vil gennemføre uanset hvad

Det er især Tyskland og EU-Kommissionen, der frygter, at Danmark er ved at overtræder Schengen-aftalen og EU's regler om fri bevægelighed for varer og personer.

Ifølge Marlene Wind har det især vakt opsigt, at Pia Kjærsgaard som del af regeringens parlamentariske grundlag har sagt, at hun vil gennemføre grænseaftalen uanset, hvad EU-kommissionen siger.

"Hun bør blive politiker"

Spørgsmål: Har Marlene Wind ikke ret i, at du bærer et stort ansvar for den internationale kritik af Danmark?

- Overhovedet ikke. Jeg siger, hvad jeg mener er rigtigt at sige som politiker, og det skal Marlene Wind eller andre overhovedet ikke bebrejde mig. Det er ikke hendes metier. Så må hun melde sig ind i et politisk parti og blive politiker.

- Så kan vi tage debatten, men det har hun slet ikke kompetence til at blande sig i, siger Pia Kjærsgaard.

/ritzau/