Udfordringerne fra EU-domstolen, der flere gange har presset dansk lovgivning resulterer nu i åbenlys uenighed i Venstre.
Før og efter gruppemødet i Venstre i dag var det tydeligt, at Venstres medlemmer er splittede i spørgsmålet om, hvorvidt EU-domstolens domme lægger pres på de danske udlændingeregler.
- Efter min mening er det meget alvorligt, siger Karen Jespersen før dagens gruppemøde.
Så du er mere enig med Birthe Rønn end Søren Pind?
- Ja, jeg er meget enig, siger Karen Jespersen til DR.
Rønn: Det drejer sig om danmarks fremtid
Problemerne kommer efter Birthe Rønn Hornbech i dag i et debatindlæg i Berlingske går i rette med sin efterfølger Søren Pind. Han mener ikke, at den danske udlændingelov er presset af EUs domme. Ifølge Søren Pind er det nemlig kun en lille procentdel af sager om opholdstilladelse, der bliver afgjort med baggrund i EU-reglerne.
Men det er Birthe Rønn altså uenig i.
- Udviklingen i EU-retten drejer sig om intet mindre end det danske velfærdssamfunds fremtid, skrev Birthe Rønn Hornbech i sit debatindlæg.
Men det er en holdning, som Birthe Rønn Hornbech i dag ikke ønskede at uddybe.
- Du er kun ude på noget personfnidder, lød Rønns kommentar til DRs journalist.
Pind: Rønn under undersøgelse
- Der er grænser for, hvad jeg kan kommentere i forhold til min forgænger, som jo i øjeblikket bliver undersøgt at en kommission, siger Søren Pind.
Det er dog ikke spørgsmålet om EUs udlændingeregler, som Birthe Rønn Hornbech bliver undersøgt i. Det er en helt anden sag, nemlig sagen om de statsløse, som endte med at koste hende posten som integrationsminister.
Hvorfor det forhindrer Søren Pind i at forholde sig til Rønns vurdering af EUs indflydelse på dansk udlændingelov er uklart.
- Jeg har ikke meget lyst til at kommentere på min forgængers holdninger i den her sammenhæng, siger Søren Pind.
Kritik på Facebook
Tidligt i morges ville Søren Pind dog gerne kritisere Rønn. Det skete på hans Facebook-profil, hvor Søren Pind ikke lagde skjul på sin frustration over forgængeren.
- Der er dage, hvor man vågner, læser avisen, og tænker, at det er mærkeligt, hvor lidt situationsfornemmelse nogle mennesker har, skrev Søren Pind på sin Facebook-profil kl. 7.57 i morges.
Men Dansk Folkeparti kommer ikke Søren Pind til undsætning.
- Jeg mener, at Birthe Rønn har ret i, at det er en bombe. Og der kan jo komme en dom i morgen, der kan betyde, at et stort antal mennesker skal have opholdstilladelse, siger Dansk Folkepartis Peter Skaarup til DR.
Løkke forsøger at bygge bro
På sit pressemøde i dag blev statsminister Lars Løkke Rasmussen spurgt, om han var enig i Birthe Rønn Hornbechs vurdering af alvoren i EUs domme. Men statsministeren ønskede ikke at vælge side i konflikten mellem de to venstre-folk.
- Vi ønsker at stå vagt om den danske udlændingelov, og vi tillader ikke, at den bliver undergravet. Det afgørende er, at vi har viljen til at handle på det her, sagde Lars Løkke Rasmussen.