Hvis man har været udsat for voldtægt eller anden grov vold, skal man kunne få besked, når gerningsmanden løslades eller bare skal på udgang fra fængslet.
Det fremgår af et nyt lovforslag fra justitsminister Lars Barfoed, som han idag fik grønt lys fra regeringens ministermøde til at fremsætte:
- De, der har været ofre for den slags forbrydelser, kan sikre sig mod en stor forskrækkelse ved lige pludselig at se den, der har tævet eller voldtaget dem, på gaden, siger Lars Barfoed til DR Nyheder. - Så kan man forberede sig på, at det kunne ske.
Intet problem for gerningsmændene
Justitsministeren mener ikke, det vil give problemer i forhold til gerningsmændene:
- Det må være sådan, at vi må tage hensyn til offeret først, siger Barfoed. - Det er jo ikke sådan, at offeret SKAL have noget at vide. Offeret må selv om, hvorvidt man er interesseret i at vide det. Mange vil sikkert ikke være interesseret i at vide det.
- Men jeg kan slet ikke se, at der er noget problem i forhold til gerningsmanden.