LA redder regeringens pointsystem

De Radikales forsøg på at finde et alternativ til regeringens pointsystem er noget fantasteri, mener LA.

De Radikales forslag er noget sniksnak, siger Simon Emil Ammitzbøll. (Foto: © Jørgen Søby, DR)

Liberal Alliance redder nu regeringens omstridte pointsystem for permanente opholdstilladelser.

Efter at Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen har trukket sin støtte, manglede VK-regeringen og Dansk Folkeparti ellers flertal for pointsystemet.

Men selv om Liberal Alliance undlod at stemme, da lovforslaget - som led i en større udlændingepakke - blev vedtaget i maj sidste år, afviser partiets politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, i dag et radikalt beslutningsforslag om at afskaffe pointsystemet. I stedet skal Folketingets partier finde et "mere fleksibelt regelsæt", som det hedder i udkastet til beslutningsforslaget.

Mere fleksibelt regelsæt

- Det er noget sniksnak og noget fantasteri. Det svarer jo til at stille forslag om at fjerne hastighedsgrænserne og så bagefter diskutere, hvor hurtigt man så må køre. Jeg har sjældent set noget så løst, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Pointsystemet har været udskældt - også af flere medlemmer af regeringspartierne - efter at det kom frem, at en militær tolk har fået afslag på permanent ophold i Danmark, fordi han ikke har udvist aktivt medborgerskab "her i landet".

Pointarkitekterne havde nemlig ikke taget højde for udsendte militære tolke med anden baggrund end dansk, og kritikere har siden hævdet, at der vil dukke en lind strøm af enkelttilfælde op, som lovgiverne umuligt kan forudse.

Per Ørum Jørgensen har da også skiftet holdning til regeringens pointsystem og kræver nu blot, at forhandlingerne om et alternativ foregår ud fra et princip om, at "alle mennesker er lige værdige og derfor ikke kan vurderes efter deres nytteværdi for samfundet".

Reddet på målstregen

I forvejen går Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten også ind for at afskaffe regeringens pointsystem. Og løsgængeren Pia Christmas-Møller og partiet Fokus' Christian H. Hansen melder sig også i koret af kritikere, som er villig til at ændre reglerne for permanent opholdstilladelse.

- Fleksibilitet skal betyde, at mennesker skal være velkomne, hvis de ikke ligger samfundet til last, siger Christian H. Hansen.

Selv om regeringen nu bliver reddet på målstregen af Liberal Alliance, opfordrer Dansk Folkepartis medlem af integrationsudvalget, Martin Henriksen, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til at få styr på sine tropper:

- Pointsystemet er en vigtig del af hele fundamentet for udlændingepolitikken. Så vi forventer selvfølgelig, at regeringen har sit flertal på plads.