Regeringen vil afskaffe efterlønnen, mens Socialdemokraterne og SF vil bede os om at arbejde en time mere om ugen. Men det er ikke et valg mellem to løsninger, som mange måske tror. Hvis vi skal redde økonomien, skal vi både afskaffe efterlønnen og udvide arbejdstiden, lyder det nu fra de økonomiske vismænd.
- Det er meget mere relevant, at lægge de to planer sammen, end at betragte dem som alternativer, siger økonomisk overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til DR Nyheder.
Efterlønsreform rækker ikke
Ifølge overvismanden er det en kæmpe udfordring, hvis man vil undgå store underskud på de offentlige budgetter om 10, 20 og 30 år.
- Selv en ekstremt vidtgående efterlønsreform er ikke nok. Så hvorfor ikke supplere, så langt man nu kan komme, med mere arbejdstid, siger han.
Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup mener ikke, at arbejdsmarkedet har brug for de mennesker, der i øjeblikket går på efterløn. Derfor vil han ikke høre tale om at afskaffe efterlønnen.
Løsninger supplerer hinanden
- Løsningen om at afskaffe efterlønnen er dårlig - også på den lange bane. Og den bliver altså ikke bedre af, at man lægger den sammen med noget, der er fornuftigt, siger han.
Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fastholder at alt skal i spil. Faktisk supplerer regeringens og oppositionens planer fint hinanden.
- Problemerne kommer jo på grund af befolkningens aldring og vi bliver mange gamle. Efterlønsreformen sætter netop ind over for det problem. Det med arbejdstiden kommer mere jævnt, derfor supplerer de to ting hinanden godt, siger han.