Vælgerne delte om efterlønnen

Spørgsmålet om efterlønnen skal afskaffes eller bevares deler vælgerne. 48 procent vil bevare den, 41 procent vil afskaffe den, det viser en meningsmåling Epinion har foretaget for DR.

Nytårstale 2011 (© DR)

Skal efterlønnen bevares i sin nuværende form eller gradvist afskaffes over en årrække, som statsminister Lars Løkke Rasmussen foreslog det i sin nytårstale?

Det spørgsmål deler vælgerne. Og de deler sig ret præcist langs meningsbrudfladen mellem rød og blå blok. Det viser en måling, som Epinion har foretaget for DR Nyheder.

48 procent af de 1.534 repræsentativt udvalgte deltagere i målingen mener, at efterlønnen skal bevares og 41 procent, at den skal afskaffes.

Hvis man går nærmere ned i de tal, viser det sig, at to tredjedel af vælgere, der stemmer på partier i blå blok, går ind for en afskaffelse, mens to tredjedel af rød bloks vælgere går ind for en bevarelse.

DF og R følger ikke blokpolitikken

Der er dog to undtagelser fra dette mønster: DF's vælgere og folk der stemmer radikalt følger ikke holdningerne i deres respektive blokke.

Blot 10 procent af de radikale vælgere mener, efterlønnen bør bevares, mens 78 procent vil have den afskaffet.

Hver anden af Dansk Folkepartis vælgere vil bevare efterlønnen, mens 38 procent vil afskaffe den.

Hver anden siger det får indflydelse på deres næste kryds

Målingen viser en ganske markant holdningsændring fra 2005, som var før efterlønsforliget fra 2006.

Dengang mente 83 procent af vælgerne, at efterlønnen skulle bevares, mens blot 13 procent ville have den afskaffet.

Epinion har også spurgt vælgerne om efterløn vil få betydning for, hvem de stemmer på ved det kommende valg. Hver anden siger ja, mens 47 procent siger slet ikke eller kun i mindre grad.