Forstå udlændingeaftalen på 5 minutter

Her kan du læse om hovedpunkterne i den aftale om udlændinge som regeringen og dansk Folkeparti har indgået.

Familiesammenføring bliver nu sværere. (Foto: © Janni Brixen, DR København)

Regeringen og Dansk Folkeparti har i forbindelse med finanslovsforhandlingerne lavet en ny udlændingeaftale som "moderniserer" reglerne, specielt den såkaldte 24-års-regel for familiesammenføring.

Regeringens håb er, at "aftalen vil sikre en hurtigere og bedre integration både for den ægtefællesammenførte og eventuelle børn", som det hedder.

Desuden vil den medvirke til økonomisk vækst og færre offentlige udgifter, skriver regeringen.

24 års-reglen nu med pointsystem

Reglen om, at man skal være over 24 år, for at få sin ægtefælle til Danmark, skal suppleres af et pointsystem, som skal gøre det lettere at få veluddannede, veltalende og erhvervsaktive til landet, ligesom det giver point, hvis parret bosætter sig udenfor et udsat boligområde, også kaldet en ghetto.

Omvendt bliver det sværere - stort set umuligt - for dem, som ikke lever op til dette.

Også hvis man ikke er fyldt 24 år

Nyt er det også, at man godt kan blive familiesammenført, hvis man er under 24 år. Men det kan kun ske, hvis ansøgeren f.eks. er studerende på et af verdens top-20 universiteter.

- Vi kræver et vist antal point til dem over 24 år, og et højere antal point til dem under 24 år, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

Hvor meget, de forskellige point skal vægte i forhold til hinanden, er endnu ikke fastlagt.

Tilknytningskravet skærpes

Regeringen og Dansk Folkeparti er også enige om at skærpe det nuværende tilknytningskrav.

I dag skal den herboende og ansøgers samlede tilknytning til Danmark være større end deres samlede tilknytning til et andet land.

I fremtiden skal parrets samlede tilknytning til Danmark være væsentligt større end deres samlede tilknytning til et andet land.

Det betyder f.eks. i forhold til den udefrakommende, at det ikke længere er tilstrækkeligt med ét visumophold, men at den pågældende nu skal have flere visumophold i Danmark.

Derudover skal ansøger i forbindelse med visumopholdet gennemføre et kursus i dansk, som ansøgeren selv betaler for.

Fordobling af bankgaranti

Samtidig kræves der en bankgaranti på 100.000 kroner mod før 50.000 kroner for at få sin ægtefælle hertil.

Flere krav til udlændinge i Danmark

Kravene til udlændinge, der allerede bor i landet, strammes også. Dem, der har fået permanent ophold efter de gamle regler, skal opfylde kravet om fuldtidsbeskæftigelse i mere end 2½ år inden for de sidste 3 år.

Der stilles endvidere krav til bestået danskprøve. Endelig må de ikke have modtaget offentlig hjælp efter aktivloven inden for de sidste 3 år og ikke være idømt ubetinget fængselsstraf i 1 ½ år eller mere.

Andre initiativer

Desuden indeholder aftalen bl.a. en styrket indsats for at udsende afviste asylansøgere, en aftale om at undersøge, hvad indvandring koster det danske samfund, en skærpelse af straffen for overtrædelse af et indrejseforbud mm. Læs aftalen i den fulde ordlyd på linket til højre.

Ifølge Dansk Folkeparti har Danmark med den nye aftale den strammeste indvandringspolitik i Europa.