Kjærsgaard: Vi ændrer ikke efterløn

Dansk Folkepartis formand mener, at Lene Espersen skaber nogle forventninger om skatte- og efterlønsreformer, hun ikke kan indfri.

Dansk Folkepartis formand mener, at Lene Espersen skaber nogle forventninger om skatte- og efterlønsreformer, hun ikke kan indfri. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Dansk Folkeparti kommer ikke til at lægge stemmer til forringelser i efterlønnen og lavere topskat, som De Konservative lægger op til.

Har malet sig op i hjørne

Det fastslår partiformand Pia Kjærsgaard efter Lene Espersens tale til De Konservatives landsråd.

- Lene Espersen har malet sig op i et hjørne på et landsråd, hvor hun har skabt nogle forventninger, som hun ikke kan indfri, siger Pia Kjærsgaard.

Hun betegner De Konservatives budskaber om opgør med efterlønnen, de høje skatter og den offentlige sektor, som "Konservativ Classic".

- Typisk Lene Espersen

Dansk Folkepartis formand afviser da også enhver snak om at ændre efterlønnen igen eller yderligere lettelser i topskatten.

- Lene Espersen taler til sine egne vælgere, og dem som er gået til Liberal Alliance. Hendes tale er jo renset for værdipolitik. Der er ikke noget om udlændinge, kun en enkelt om retspolitikken og kun lidt om socialpolitikken, siger Pia Kjærsgaard, og fortsætter.

- Det er typisk Lene Espersen, at hun plukker de laveste æbler på træerne, og prøver at tage gevinsterne her og nu, siger Dansk Folkepartis formand.

DF ikke nævnt i tale

Mens der var takkeord til Venstre, blev Dansk Folkeparti ikke nævnt med et eneste ord i Lene Espersens lange tale på landsrådet.

K-formanden fastslog blot endnu engang, at hun går efter en regering sammen med Venstre.

- Jeg er meget glad for samarbejdet med Dansk Folkeparti. Men meget skiller os politisk. Derfor kan vi ikke være i regering sammen, siger Lene Espersen.

Pia Kjærsgaard er forundret og forbløffet over udmeldingen, men mener ikke at det er et spørgsmål, Lene Espersen kommer til at bestemme.