Pa S-kongressen i Aalborg kan partiformand Helle Thorning-Schmidt idag glæde sig over en "gave" fra LO:
To ud af tre LO-medlemmer siger ja til S-SF planen om at arbejde en time længere om ugen, hvis det kan forhindre, at der kommer besparelser på velfærden.
Men hver tredje siger nej
Det viser en rundspørge, som TNS Gallup har gennemført blandt LO's medlemmer.
Helt præcis svarer 63 procent ja til planen, mens 32 procent siger nej. Hver tredje er altså imod at arbejde mere eller længere. Fem procent er uafklarede.
Vi har medlemmerne med os
LO's formand Harald Børsting skal lørdag eftermiddag tale til S-kongressen i Aalborg og har her "gaven" med. Han er glad for resultatet:
- Det fortæller mig, at vi har vores medlemmer med os, når vi har taget imod den udfordring fra S-SF om at være med til at skaffe 15 milliarder kr. fra arbejdsmarkedet. Først og fremmest ved at skaffe mere arbejdskraft, større arbejdskraftudbud, siger Harald Børsting til DR Nyheder.
- Det er jeg glad for, at medlemmerne bakker op om så markant.
Især de arbejdsløse
Harald Børsting vil ikke nærmere ind på, hvordan LO forestiller sig, at der kan præsteres mere arbejde. Men han advarer om, at de arbejdsløse skal stå centralt i overvejelserne:
- Man skal huske, at et væsentligt bidrag til mere arbejde skal komme fra dem, der idag står uden for arbejdsmarkedet, siger han.