Venstrefolk gør op med Fogh-æraen

Topfolk i Venstre er nu ved at gøre op med Fogh-æraen. De mener, at man under Fogh begyndte at bruge for mange penge - især til den offentlige sektor.

- I dag ville jeg nok have kæmpet hårdere for, at en god økonomi ikke måtte bruges som sovepude i forhold til det, vi egentlig kom her for, siger Jens Rohde. (© Venstre)

En række topfolk i Venstre kaster sig nu ud i et opsigtsvækkende opgør med Fogh-æraen.

De mener, at Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse begyndte at bruge for mange penge og forsømte at prioritere i den økonomiske politik, da højkonjunkturen brusede frem, det skriver Berlingske Tidende torsdag.

- Vi gik lige pludselig også i den fælde, at vi kørte valgkamp på, hvor mange penge vi kunne poste i den offentlige sektor. Der svigtede vi vores egne idealer, siger Jens Rohde, medlem af Europa-Parlamentet.

Som politisk ordfører i Fogh-regeringen var Jens Rohde ihærdig forsvarer af den førte politik. Nu erkender han et medansvar:

- I dag ville jeg nok have kæmpet hårdere for, at en god økonomi ikke måtte bruges som sovepude i forhold til det, vi egentlig kom her for.