V og K afviser indvandringsstop

Venstre og Konsservative er fuldstændig afvisende over for at stoppe al indvandring fra ikke-vestlige lande. - Vi vil på ingen måde være til at lave et forbund, lyder det.

- Vi vil på ingen måde være med til at lave et forbud mod indvandring fra ikke-vestlige lande, siger integrationsordfører Karsten Lauritzen fra Venstre.

Dansk Folkeparti får mere end svært ved at komme igennem med sit forslag om at stoppe al indvandring fra ikke-vestlige lande.

Regeringspartiet Venstre er fuldstændig afvisende overfor at lave en generel regel om, at folk fra visse lande ikke kan komme til Danmark.

- Vi vil på ingen måde være med til at lave et forbud mod indvandring fra ikke-vestlige lande, siger integrationsordfører Karsten Lauritzen.

Dansk Folkeparti mener, at indvandrere fra ikke-vestlige lande er så stor en økonomisk byrde, at det truer velfærdssamfundet, men det er Venstre helt uenig i.

- Hvis man stopper al indvandring fra ikke-vestlige lande, så udelukker man meget højtuddannet arbejdeskraft, som det danske samfund har brug for. Vi har brug for, at der kommer arbejdskraft, og hvis man laver et stop for ikke-vestlige lande, så skyder man sig selv i foden, siger Karsten Lauritzen.

De konservative afviser også forslaget.

- Vi har vænnet os til, at der hvert år kommer en masse mærkelige forslag fra Dansk Folkeparti. Nogle af dem er også langt ude, og dette forslag hører til i kategorien mærkeligt og langt ude, siger Naser Khader.

Forbedret integration

Venstre vil dog godt være med til at se på, hvordan Danmark sikrer, at det er de rigtige mennesker, der får ophold i landet.

- Vi vil godt være med til at snakke med Dansk Folkeparti om, hvordan vi får forbedret integrationen for de indvandrere, der er i Danmark, og hvordan vi sikrer, det er de rigtige folk, der kommer til Danmark, uanset om det er mennesker, der bliver familiesammenført eller folk, der kommer til Danmark for at arbejde.

- Vi ønsker folk, der vil bidrage positivt til det danske samfund. Tage et arbejde, betale deres skat og overholde landets love. Folk, der ikke er velkomne, er folk, der vil sutte på velfærdssamfundet og ikke bidrage positivt til samfundet, siger Karsten Lauritzen.