De findes i løbesko, træningstøj, sokker, vaskemaskiner, skærebrætter og flere andre varer, som vi gerne vil holde bakterie- eller lugtfri.
Stofferne hedder blandt andet sølv-ioner og triclosan - og dem vil SF have et midlertidigt forbud mod, samtidig med at stofferne bliver nærmere undersøgt.
Danske forskere på sagen
De antibakterielle midler bliver nemlig i høj grad vasket ud af tøjet og andre produkter og ophobes i naturen. Det kan i sidste ende skade både dyr og menneskers fostre og evne til reproduktion, viser international forskning.
- Jeg vil have, at vi sætter nogle penge af til, at DTU eller Videncenter for Allergi kan undersøge, om det er en reel fare, og hvis det er, så skal vi have mulighed for at kunne forbyde det, siger Pia Olsen Dyhr, forbrugerordfører i SF.
Tænker på grundvandet
Hun vil i næste måned tage emnet op med miljøministeren, når der er møde i kemikalieforligskredsen.
- Vi har jo en særlig situation i Danmark, fordi vi har grundvand, som vi benytter os af til vores drikkevand. Derfor er det måske mere vigtigt for Danmark, end for mange andre lande, og hvis vi vil have et forbud, så skal vi også have national dokumentation, siger forbrugerordføreren.
Forsigtighedsprincippet
Pia Olsen Dyhr mener, at politikere i Danmark og helst i hele EU skal bruge forsigtighedsprincippet - det vil sige, at produktion og salg af eksempelvis antibakterielt tøj skal forbydes, indtil det er bevist, at stofferne i tøjet ikke er for skadelige for miljøet.
- Danmark skal tage det op på et ministerrådsmøde, og der må forsigtigheden være på forbrugerens side og ikke på industriens side. Det skal ministeren tage op, siger hun.
- Det er helt unødvendige stoffer. Vi har ikke brug for dem. Det med bakterierestistente sokker, det er jo helt syret. Man kan jo bare vaske sine sokker, og det vil jeg anbefale alle at gøre.
Ønsker svensk forbud
I Sverige opfordrer Naturfredningsforeningen og Svenskt Vatten også deres regering til at forbyde stofferne triclosan, trilocarban og sølvioner.
Derudover har de i dag meldt selskabet Polygiene til landets forbrugerombudsmand.
Selskabet producerer et imprægneringsmiddel til tøj, som kan bruges i vaskemaskinen. Stoffet indeholder ifølge organisationerne meget miljøfarlige stoffer. Det gør producenten ikke opmærksom på på pakken, lyder anklagen fra Naturfredningsforeningen og Svensk Vatten.
EU-forhandlinger i gang
Ifølge Miljøministeriet herhjemme er der allerede nu EU-forhandlinger i gang om nye regler om biocider som eksempelvis triclosan.
Deri indgår et forslag om, at importerede artikler kun må være behandlet med biocider, der er godkendt i EU.