De mange drastiske sparepakker i Europa er ved at slå kontinentets spirende opsving ihjel.
Sådan lyder kritikken fra Socialdemokratiet og SF, som bebuder en radikalt anderledes dansk vinkel på rådsmøderne i Bruxelles, hvis de kommer til magten efter et valg, det skriver Berlingske Tidende.
- EU-landene er i øjeblikket blevet bange for deres egen skygge i forhold til budgetunderskuddets størrelse, og det er utrolig trist, for det skulle man aldrig være blevet. Man inddrager købekraft i et for stort omfang, siger Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen.
Også SF-formand Villy Søvndal er bekymret for, at Europa er ved at kvæle et spirende opsving med massive offentlige besparelser – til skade for vækst og beskæftigelse.
- Risikoen er, at hele Europa skruer ned i øjeblikket. Både med den nye engelske regerings sparepakke, Merkels sparepakke i Tyskland og den spanske sparepakke, siger Villy Søvndal.
Begge partier peger på, at Europa er præget af klassisk borgerlig økonomitænkning.