K og DF vil have ændret udlændingepakke

Hverken K eller DF er tilfredse med, at indvandrere kan få point for at få opholdstilladelse ved at arbejde i Det Islamiske Trossamfund.

Hverken DF eller K mener, at indvandrere skal kunne få opholdstilladelsespoint ved at arbejde i Det Islamiske Trossamfund.

Fire dage efter at regeringen og DF præsenterede en ny, fælles udlændingepakke, kræver de selv ændringer i lovforslaget.

Årsagen er, at Det Islamiske Trossamfund står på den liste over organisationer, hvor aspiranter til en permanent opholdstilladelse i Danmark opfordres til at gøre foreningsarbejde.

Men frivilligt arbejde i Det Islamiske Trossamfunds moske i Københavns Nordvestkvarter er ikke foreneligt med intentionen om at udvise aktivt medborgerskab, lyder det fra K og DF i Politiken.

Kontakt med Danmark og danskere

- Islamisk Trossamfunds generalieblad viser, at det ikke er integration, det arbejder for. Det er isolation. Det spillede en meget stor rolle under muhammedkrisen, hvor det optrappede konflikten, siger K-integrationsordfører, Naser Khader.

DF's næstformand, Peter Skaarup, er enig.

- Det bliver ikke med vores gode vilje. Det handler om, at man gennemfører arbejde, hvor der er noget kontakt i, det vil sige med Danmark og danskerne. Det er ikke nok at have kontakt med den etniske gruppe, man er fra, siger han til avisen.