Pia K: DF kan komme i regering

Pia Kjærsgaard vurderer i et svar til en seer i Spørgetid i Deadline 17, at hendes parti kunne være kommet i regering, hvis det "havde sat trumf på".

Dansk Folkeparti kunne sagtens komme i regering, hvis partiet selv ønskede det.

Det sagde partiets leder Pia Kjærsgaard, da hun onsdag aften var gæst i Spørgetid i Deadline 17 på DR2.

Pia Kjærsgaard sagde i et svar til en seer, at hendes parti kunne være kommet i regering, hvis det "havde sat trumf på".

Tilfreds med at være udenfor

Men hun er "tilfreds" med samarbejdet med VK-regeringen, forklarede hun.

- Jeg tror, at det er den måde, som det kører bedst på lige nu, men havde vi sat trumf på, så tror jeg, at vi var kommet i regering, men det er op til vælgerne. Den dag vælgerne giver os flere mandater, kan vi ikke rigtigt undslå os, sagde Pia Kjærsgaard.

Politisk indflydelse

Når Pia Kjærsgaard ikke har krævet ministerposter, skyldes det, at den nuværende løsning, hvor Dansk Folkeparti er parlamentarisk støtte for regeringen, giver partiet en større politisk indflydelse, end det ellers ville have haft.

- Vi skal også være med i en regering, men det bliver den dag, den politiske indflydelse er større end den, der er ved at være uden for regeringen. Og når vi ikke har sagt, at nu vil vi med, så er det, fordi der siden 2001 sidder en VK-regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk støtte, hvor vi har haft den afgørende indflydelse, forklarede hun.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5327e30ba11f9d1b2c78c5a6