Villys facebook koger

Villy Søvndals facebookprofil er på kogepunktet efter gårsdagens diskussion om mødremøder. Partiet har dog kun modtaget fem udmeldelser.

Villy Søvndals facebookprofil er på kogepunktet efter gårsdagens diskussion om mødremøder. Partiet har dog kun modtaget fem udmeldelser.

- Du valgte at følge Pia K - og derfor står du til tærsk - velfortjent.

- Du har mistet min stemme efter dine unødvendige kommentarer i dag.

- Du er ude på et vildspor, Villy. Et af de helt alvorlige endda. Du pirrer til den indre svinehund. Det burde du holde dig for god til.

Sådan lyder tre af beskederne på Villy Søvndals facebookprofil, der har nået kogepunktet efter Villy Søvndals modstand mod Holbergsskolens mødremøde i går. Næsten 200 beskeder og kommentarer er det blevet til, siden i går morges.

Flest negative

Beskederne til Villy Søvndal er delt i to lejre. Den ene halvdel er forargede, mens den anden støtter op om den kontante linje, som Søvndal og SF har stået for i sagen om Holbergskolen.

- Kære Villy. Godt at se dig slå en streg i sandet i værdidebatten. Jeg ved, at det er afgørende at slå fast, at ligestilling er en helt afgørende dansk værdi, som vi ikke vil give køb på, skriver SFU-formand Pelle Dam på Villy Søvndals 'væg' på Facebook.

De fleste er dog negative i deres kommentarer.

- Jeg tror landet er træt af DF-retorik. Du har sikkert ret i princippet, men slap nu lidt af! skriver Günther Andersen.

SF var meget hurtige til at fordømme skolens initiativ, og partiet lå helt på linje med Dansk Folkeparti i sagen. Og det har fået en bruger til at foreslå et samarbejde mellem SF og DF.

- Du har min og MANGE andres opbakning til den kurs du nu har lagt. Tror faktisk at du og Pia kan danne et fornuftigt DK, skriver Klaus Larsen.

35 mails - fem udmeldelser

Brugerne på Facebook er dog ikke nødvendigvis medlemmer af SF. Og hos SF's sekretariat på Christiansborg har man ikke mærket meget til gårsdagens historie.

Partiet oplyser, at de indtil videre har fået 35 mails - hvoraf fem er udmeldelser af partiet.

En af de stemmer, som SF har mistet, er Eric Jernbergs:

- Nu kommer dit sande jeg frem. FØJ. Der mistede du min stemme, skriver han.