DF'er må sige undskyld

Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, må sige undskyld til en mor, som han har hånet for at få et barn med en muslim.

Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti har hånet en mor i en mail. (Foto: © DR, DR)

Kim Christiansen, der er Dansk Folkepartis trafikordfører, håner i en mail en mor, der kritiserer forældreansvarsloven. Nu får hun en undskyldning.

"Hvor dum har man lov at være?"

Sådan spørger Kim Christiansen i en mail til Anita Jakobsen, skriver Information.dk.

Hun har skrevet til flere folketingsmedlemmer for at gøre opmærksom på, at hun er kommet i klemme i den nye forældreansvarslov, fordi hendes søn mod hendes vilje har samvær med faren.

Men ifølge Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti handler morens sag slet ikke om Forældreansvarsloven. Den handler om det faktum, at faren, hun er raget uklar med, er muslim:

- Det er da klart, at når man har at gøre med så fremmedartede kulturer og opfattelser af ægteskabets stilling og fader- og moderroller, som vi har, når vi taler om muslimer, jamen, så kommer man i de her situationer, siger Kim Christiansen.

Modbydelig

Anita Jakobsen fik ellers en række høflige svar fra andre folketingspolitikere. Kun Kim Christiansens mail blev hun ked af, fordi hun synes, den er modbydelig og grænseoverskridende, fortæller hun:

- Han er hånende, racistisk og uprofessionel i sin måde at svare på, fordi han går over en personlig grænse, som jeg synes er uacceptabel. Da jeg modtog den, troede jeg ikke, den kunne være fra en folketingspolitiker.

Efter at Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, har kaldt Kim Christiansens svar for "fuldstændig uacceptabelt" oplyser trafikordføreren nu til Ritzau, at han beklager svaret.

- Jeg kan godt se, at jeg skulle have svaret hende anderledes. Og hun får nu som det første i morgen et seriøst svar og en uforbeholden undskyldning.