For fremtiden vil Dansk Folkeparti have indflydelse på, hvad regeringen lægger frem af politik på EU-området.
Indtil nu har partiet holdt sig ude af det område, men den tid er slut efter den seneste sag med EF-domstolen.
- Vi har med den seneste EF-dom set, at man nu fra EU vil underminere den danske udlændingepolitik, som er skabt i et godt samarbejde mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Det siger en kampberedt leder af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, lige hjemvendt fra ferie til TV AVISEN.
Ude på et skråplan
Hun mener ikke, at regeringen hverken skal være forbavset eller irriteret over, at Dansk Folkeparti nu skal have indflydelse også på EU-politikken.
- Hidtil har regeringen bygget sit arbejde med EU på venstrefløjen, og regeringen er nu ude på et skråplan. Vi kommer til at diskutere EU-politikken rigtigt meget i den kommende tid, og der er det naturligt at Dansk Folkeparti er med i de beslutninger, der skal tages. Vi vil ikke finde os i alt fra EU, siger hun.
Pia Kjærsgaard mener, at regeringen har sovet i timen, og regeringen bør drøfte de ting med Dansk Folkeparti, inden den går videre i EU-systemet.
Egen udlændingepolitik Punktum
Regeringen har sagt, at den ikke vil acceptere, at EU underminerer den danske udlændingepolitik og er i gang med at undersøge, hvordan man kan fastholde den stramme danske udlændingepolitik, men Pia Kjærsgaard kan ikke vente på en længerevarende undersøgelse.
- Regeringen bør sige til EU og domstolen, at vi ikke vil finde os i i den dom. Vi har vores egen selvstændige udlændingepolitik. Punktum, siger Pia Kjærsgaard til TV avisen