Dansk EU-afstemning fortoner sig

Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil ikke længere love, at han i august giver en dato for en dansk EU-afstemning. Det er det irske nej til Lissabon-traktaten, der har givet regeringen kolde fødder.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen på talerstolen under afslutningsdebatten på Christiansborg. (Foto: © Rune Evensen, Scanpix)

Statsministeren vil ikke længere love, at han i august giver en dato for en dansk EU-afstemning.

Efter det irske nej til Lissabon-traktaten nedtoner Anders Fogh Rasmussen sine udtalelser fra afslutningsdebatten i Folketinget om at give besked til august.

- Det vil jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Nu har vi behov for at overstå topmødet og så konsultere partierne i Folketinget, siger han inden EU-topmødet, der finder sted torsdag og fredag i Bruxelles.

Ingen ny traktat til januar

Fogh regner ikke med, at Lissabon-traktaten kan træde i kraft til januar 2009, som det ellers var meningen.

Samtidig lægger statsministeren pres på irerne med et nyt argument, om at antallet af kommissærer skæres hurtigere ned med den nuværende Nice-traktat end med den nedstemte Lissabon-traktat. Netop antallet af kommissærer har været et tema i den irske debat.

Antallet af kommissærer skæres ned allerede i 2009, hvis Nice-traktaten fortsat skal gælde. Med Lissabon-traktaten bliver reduktionen af kommissærer blive udskudt til 2014, fremhæver Fogh.

- Jeg har bemærket, at der i den irske debat har været kritik af reduktionen af kommissærer. Det ville være et sært paradoks, hvis resultatet af det irske nej bliver, at de allerede i 2009 får det, de er kede af i 2014, siger statsministeren.

Reduktionen af kommissærer skal besluttes enstemmigt af ministerrådet.