Ny Alliance står til 20 mandater og nøglerolle

Naser Khaders nye parti Ny Alliance står til at få 20 mandater i Folketinget, viser gennemsnit af meningsmålinger. Partiet vil få nøglerolle, når der skal dannes regering.

Med udsigt til 20 mandater i Folketinget vil Ny Alliance få en nøglerolle, når Fogh og Helle Thorning-Schmidt kæmper om statsministerposten, viser gennemsnit af maj-meningsmålingerne. (Foto: © DR, DR)

Naser Khaders nye parti Ny Alliance står til at få 20 mandater i Folketinget ved næste valg. Og ligegyldigt om der skal dannes regering til højre eller venstre, vil Ny Alliance få en nøglerolle.

Men på sigt kan der blive uklarhed om partiets profil. For skønt Ny Alliance på forhånd har bebudet at ville støtte en borgerlig regering, så kommer et lille flertal af partiets stemmer faktisk fra venstre side i dansk politik.

Færrest stemmer fra Konservative

Oplysningerne om Ny Alliances lyse udsigter findes i et gennemsnit af maj måneds meningsmålinger, udarbejdet af professor Søren Risbjerg Thomsen for net-bureauet Altinget.dk.

Her står Ny Alliance til i gennemsnit 11,2 procent af vælgerstemmerne, svarende til 20 mandater. Ifølge analysen afleverer Socialdemokrater, Radikale og Venstre hver cirka 3 procent, mens Konservative kun må afgive godt en procent til NA.

Begge sider har brug for NA

Ikke overraskende viser maj-gennemsnittet, at hvis en VK-regering skal fortsætte efter et valg, må den have støtte både fra Dansk Folkeparti og Ny Alliance. Det vil give 101 mandater. Uden NA kan Fogh kun tælle 81 mandater.

Til gengæld kan Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt notere, at hvis Ny Alliance lægger sine 20 mandater i hendes vægtskål, kan hun blive statsminister med NA, Radikale, SF og Enhedslisten bag sig. I alt 94 mandater.

Spørgsmålet er bare, hvor realistisk det scenarie er med tanke på, at NA erklærer sig som "et borgerligt midterparti".