Åreladningen af Dansk Folkepartis bagland fortsætter.
Lørdag kostede kritik at partiet yderligere to medlemmer deres medlemskab. Det drejer sig om Per Christiansen, der er formand for Køge Lokalforening, og Dorte Gulløve fra Sønderjyllands amtsbestyrelse.
Automatisk udelukkelse
Begge ønsker i lighed med de ni, der blev smidt ud af partiet fredag, mere åbenhed i partiet. Men det skal man ikke sige åbent.
- De bliver automatisk ekskluderet, når de går i pressen, lyder det kontante svar fra næstformand Carl Christian Ebbesen.
Næstformanden forventer ifølge Ritzaus bureau, at der kommer flere eksklusioner i takt med, at folk offentligt udtrykker sympati med de forviste medlemmer.
Også Per Christiansen forventer en lavine af udmeldelser og eksklusioner i den kommende tid.
- Jeg tror, at der nu kommer langt flere tillidsfolk, der siger deres mening. Ledelsen får et chok. Enten bliver det os eller dem, der giver os, siger Per Christiansen.
Nej til mundkurv
Han forbereder sig nu på at overgive formandsposten i Køge til en anden, men har ikke fortrudt, at han har kritiseret ledelsen. Per Christiansen var primært frustreret over, at han aldrig fik svar fra ledelsen, når han forsøgte at kontakte dem via mail. Det hører ikke hjemme i et stort, dansk parti, mener han.
- Jeg vil ikke have mundkurv på. Vi er fuldkomment låst i Dansk Folkeparti. Jeg kan ikke blive ved med at acceptere det, selv om jeg er fuldstændigt enig i vores overordnede politik, siger han.
Blandt de ekskluderede fredag var også formanden for partiafdelignen i Lyngby-Taarbæk, Carsten Aagaard. Hans sag udmærker sig ved at han intet har sagt om åbenhed. Han er til gengæld gift med en, der har udtalt sig.
Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få nogen af partiets normalt meget presseivrige topfigurer i tale i dagens løb.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53b2d508a11f9d12847247fc