Rødt flertal i Folketinget og socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt som Danmarks første kvindelige statsminister. Det ville være konsekvensen, hvis det stod til de danske muslimer. De stemmer nemlig overvejende på S, SF og Enhedslisten.
Det viser en meningsmåling fra Rambøll Management i Jyllands-Posten.
Ifølge målingen ville 50,1 pct. stemme på S-SF-EL, mens kun 3,8 pct. ville vælge V-K-DF. De radikale ville få 14,9 pct. af muslimernes stemmer. Næsten en tredjedel - 31,3 pct. - oplyser dog ikke, hvordan de ville stemme.
Flest stemmer ville gå til Socialdemokraterne med 39,2 pct., mens Dansk Folkeparti ville skrabe bunder med kun 0,8 pct. Statsministerens parti, Venstre, ville få 1,9 pct. af muslimernes stemmer.
DF-ordfører: En katastrofe
Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Søren Krarup kalder det "en katastrofe", hvis venstrefløjen kommer til magten, støttet af muslimerne:
- Sammenhængskraften i Danmark og den danske identitet ville blive ofret, siger Søren Krarup.
- Ytringsfriheden ville blive underlagt krav til religiøse følelser, og kirken ville blive skilt fra staten. Vi ser allerede nu, at venstrefløjen arbejder i den retning, og støttet af muslimerne vil det gå endnu hurtigere.
Valgforsker: Det går anderledes
En valgforsker, professor Jørgen Elklit fra Aarhus universitet, siger dog, at det vil gå anderledes. Efterhånden som muslimernes andel af de stemmeberettigede stiger, vil de blive mere integrerede, og så vil stemmerne fordele sig over en bredere vifte af partier, mener Jørgen Elklit.
Jyllands-Postens Rambøll-måling er udført blandt indvandrere og efterkommere fra 9 store oprindelseslande, og svarpersonerne har alle sagt, at de er muslimer. 680 personer over 17 år har svaret, men ikke alle har dansk statsborgerskab og dermed stemmeret til Folketinget.