V og K klar til forligsbrud på SU-området

Uddannelsesordførerne fra Venstre og Konservative slår fast, at de er indstillet på at se stort på en forligsaftale med SF for at få stramninger igennem på SU-området.

Venstre og Konservative er så opsatte på, at unge skal blive hurtigere færdige med bøgerne, at de er parate til at begå forligsbrud. (Foto: © mmagallan, Stock.xchng)

Venstre og Konservative er klar til at tilsidesætte de almindelige spilleregler på Christiansborg og begå klokkeklart forligsbrud for at få udspillet om velfærdsreformer igennem.

Uddannelsesordførerne Tina Nedergaard fra Venstre og Carina Christensen fra De Konservative slår fast, at partierne er indstillet på at se stort på en forligsaftale med SF for at få stramninger igennem på SU-området, der skal få unge hurtigere gennem uddannelsessystemet.

- Der er noget, som er større end partierne på Christiansborg. Det er, hvilket samfund vi overlader til næste generation. Forslagene på SU-området skal bidrage til at løfte udbuddet af arbejskraft og dermed fremtidssikre velfærden, siger Tina Nedergaard til Børsen.