Regeringens parløb med DF skadeligt for Danmarks omdømme

Regeringens og Dansk Folkepartis tætte samarbejde er direkte skadeligt for Danmarks omdømme i udlandet. Det mener et absolut flertal af danskerne i en ny meningsmåling. Helge Adam Møller mener, det er prisen, man må betale for skattelettelser og retspolitiske stramninger.

Helge Adam Møller (K) mener, at samarbejdet med Dansk Folkeparti er vigtigere, end et par ridser i Danmarks omdømme i udlandet. (Foto: © DR, DR)

Regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti er skadeligt for Danmarks omdømme.

Det vurderer et absolut flertal af danskerne i en ny meningsmåling, skriver Berlingske Tidende.

Helge Adam Møller (K) siger, at samarbejdet nok har givet ridser i lakken, men at det har været en rimelig pris at betale for bl.a. skattelettelser og stramninger i retspolitikken.

Hos Dansk Folkeparti afviser gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, at DF på nogen måde er en belastning for Danmarks internationale anseelse.

Han påpeger, at mange europæiske lande roser vores økonomi, kopierer vores udlændingepolitik og misunder vores velfærd.

- Jeg ser målingen som et resultat af de usaglige kampagner, som selvgode meningsdannere som Morten Kjærum og selvretfærdige organisationer, herunder dele af FN og Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad, har kørt igen og igen.

- Faktum er jo, at Danmark med vores hjælp har skabt politiske resultater, der på mange områder nu er kommet på den europæiske dagsorden, siger Kristian Thulesen Dahl.