Elever vrede over fraværs-regler

Tre sygedage - så ryger SU'en! Eleverne på landets handelsskoler er utilfredse med skolernes barske kurs over for fravær. De Konservatives Carina Christensen er villig til at kigge på sagen.

På handelsskolerne afgør den enkelte skole selv hvad de skal til for at være studieaktiv. (Arkivfoto) (Foto: © DR, DR)

Tre sygedage på en måned er nok til at en handelsskoleelev mister sin SU i en hel måned. På flere af landets handelsskoler - blandt andet i Esbjerg - har man indført barske regler for at sikre, at eleverne møder op til undervisningen.

Helt skævt

Men skruen er blevet strammet langt ud over det rimelige, mener Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH). Organisationen går i dag på gaden for at protestere mod skolernes nye afstraffelsesmetoder.

- Det er helt skævt, det her. En begravelse i familien og to dage i sengen med influenza kan betyde, at en elev pludselig står uden penge til at leve for, siger Anders Friis-Hansen, der er formand for handelsskoleeleverne til DR Nyheder Online.

Appel til Haarder

Der er mødepligt på handelsskolerne, og det er den enkelte skole, der afgør, om en elev er studieaktiv og berettiget til SU. Men eleverne så gerne, at undervisningsministeren greb ind over for de skoler, som har indført den barske fraværspolitik:

- De skal lukke det hul. Undervisningsminister Bertel Haarder bør svare på, hvad det vil sige at være studieaktiv. Er man ikke studieaktiv, fordi man er syg i tre dage? spørger Anders Friis-Hansen.

- Vi er tilhængere af en meget hård kurs over for fravær på ungdomsuddannelserne, siger Carina Christensen. (Foto: © Mads Flummer, Mads Flummer)

Tilhængere af hård kurs

Ifølge De Konservatives uddannelsesordfører, Carina Christensen, har regeringen dog ikke umiddelbart tænkt sig at gribe ind over for skolerne:

- Vi er tilhængere af en meget hård kurs over for fravær på ungdomsuddannelserne. Men der kan selvfølgelig være situationer, hvor fraværet er uforskyldt. Hvis LH har nogle konkrete eksempler er vi selvfølgelig villige til at se nærmere på det, siger Carina Christensen til DR Nyheder Online.

Ingen kommentar fra Bertel Haarder

Undervisningsminister Bertel Haarder ønsker endnu ikke at kommentere sagen.

Han vil vente til hans embedsmænd har sat ham ind i baggrunden for kritikken fra Landssammenslutningen af Handelsskoleelever. Og det sker først i det nye år.

- Jeg kender ikke til den praksis eller baggrunden for sagen, siger undervisningsministeren.