Partier klar til at ændre efterlønnen

På Christiansborg er der stemning for at diskutere en ændring af efterlønnen. Men der bliver kun tale om små justeringer. Hverken Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti er parate til at afskaffe ordningen helt.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og de radikales Marianne Jelved har travlt med at give deres bud på velfærdsudspillet. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

På Christiansborg er der stemning for at diskutere en ændring af efterlønnen. Men der bliver kun tale om små justeringer. Hverken Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti er parate til at afskaffe ordningen helt.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen slog i dag fast, at man vil koncentrere sig om to områder: Tilbagetrækningsalder og øget aktivering af specielt indvandrere. Mange af Velfærdskommissionens udspil, fx skatteomlægninger eller ændring af dagpengeperiode, vil ikke blive berørt, konstaterer Anders Fogh. Læs mere om statsministerens kommentar.

Skat ikke på bordet

Både hos regeringspartiet De Konservative og hos de radikale er der en vis skuffelse over, at man ikke vil diskutere skattelettelser, men man anerkender, at det er en god idé at starte med at koncentrere sig om et par områder.

- Det kan godt være, at vi ikke kan blive enige om det med skat, men mit bud er, at det kommer på et senere tidspunkt, siger den radikale leder, Marianne Jelved.

Socialdemokraterne er også ville til forhandlinger om en ændring af efterlønnen - men helt at afskaffe den, som Velfærdskommissionen lægger op til bliver afvist. Men partiets formand Helle Thorning-Schmidt er parate til et bredt forlig - også med Dansk Folkeparti.

- Men regeringen har ikke særlig store erfaringer med at lave brede aftaler om store samfundsmæssige spørgsmål, så det er det, de nu skal til at bevise, siger Thorning-Schmidt til Radioavisen.

DF: Nænsomme ændringer

Den største knast i forhandlingerne kan dog ende med at blive regeringens normalt loyale støtteparti Dansk Folkeparti, der ser det som en af sine hovedopgaver at holde hånden under pensionisterne.

Partileder Pia Kjærsgaard erklærer sig dog klar til "nænsomme" justeringer, som også statsministeren har formuleret det.

- Det er meget økonom- og ekspertfikseret. Det er ikke den store kunst at fremstille et regnestykke, der ser afbalanceret ud. Den store kunst er, at man politisk træffer ordentlige beslutninger og får befolkningen med på dem. Der er jeg enig med statsministeren i, at reformer skal være nænsomme, og at utrygheden ikke skal øges. Tværtimod, siger Pia Kjærsgaard.

Kun SF og Enhedslisten har på forhånd meldt sig ud af forhandlingerne. Statsministeren understregede godt nok, at de vil få budet, men begge partier konstaterede allerede onsdag, at der efter deres opfattelse nærmere var lagt op til en afvikling af velfærdet end en sikring af det.

Rapporten sendes nu til høring hos 30 forskellige organisationer, hvorefter regeringen senest ved udgangen af februar fremlægger sit forslag.