Fogh: Gode tider skal gøres langtidsholdbare

Regeringen vil gradvist ændre efterløn og pensionsalder. Der skal også flere indvandrere i arbejde. Men statsministeren afviser velfærdskommissionens forslag om lavere skat og brugerbetaling.

(Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Regeringen har nøje udvalgt de punkter der skal arbejdes videre med i velfærdskommissionens rapport. Der skal kigges på efterløn, pensionsalder og integration af indvandrere. Forslagene om lavere skat og brugerbetaling for at gå til lægen er derimod stendøde.

Efter at velfærdskommissionen har fremlagt sine anbefalinger, løfter statsminister Anders Fogh Rasmussen lidt af sløret for, hvad regeringen vil komme med til næste år.

- Vi vil gradvist ændre tilbagetrækningsalderen. Der skal gives et varsel, så man kan indrette sig, og der skal stadig tages hånd om mennesker, der er nedslidt, siger Anders Fogh Rasmussen.

Ingen grund til panik

Regeringens velfærdsudspil vil blive fremlagt i slutningen af februar. Statsministeren ønsker endnu ikke at sige, om regeringen vil følge velfærdskommissionens anbefaling og afskaffe efterlønnen.

- Vi vil ikke komme listende med revolutionerende ændringer. Vi behøver ikke at lave panikindgreb. Vi skal gøre de gode tider langtidsholdbare, siger Anders Fogh Rasmussen.

Velfærdskommissionen foreslår, at skatten bliver sat ned og at der indføres brugerbetaling for at gå til læge. Begge forslag bliver totalt afvist af regeringen.

- Skat og brugerbetaling kommer ikke med i forhandlingerne, lyder det kortfattet fra statsministeren.

Flere indvandrere i arbejde

Det gør indvandrerne til gengæld. Som det andet store punkt i regeringens udspil, vil være et forsøg på at få flere indvandrere i arbejde.

- Vi skal skaffe penge til fremtidige investeringer i det danske samfund. Vi skal for eksempel skaffe penge til bedre uddannelse og forskning. Det er vores hensigt at fremlægge en større pakke, siger Anders Fogh Rasmussen.

Alle partier vil blive indbudt til forhandlingerne, men statsministeren venter,at der bliver tale om korte forhandlinger med SF og Enhedslisten. En aftale skal helst være på plads inden sommerferien.

ExternalContent