Integrationsminister Rikke Hvilshøj vil skærpe udvisningsreglerne for kriminelle udlændinge, så der blandt andet kommer en ny ordning med betinget udvisning.
Forslagene om skærpede udvisningsregler kommer fra en arbejdsgruppe, regeringen selv har nedsat.
Den foreslår, at den betingede udvisning kan knyttes til en frihedsstraf, hvor den dømte er tæt på en udvisning. Det betyder, at hammeren falder, næste gang, der begås kriminalitet, muligvis også ved småforseelser.
- Betinget udvisning vil kunne tjene som en alvorlig påmindelse til familien om, hvad konsekvensen af endnu en kriminel handling vil være, siger Rikke Hvilshøj.
Flere forbrydelser med på listen
Arbejdsgruppen foreslår også, at man udvider den liste over forbrydelser, der medfører udvisning.
Endelig skal der indføres særlige skærpede regler om indrejseforbud i anledning af kriminalitet begået af personer med kortvarigt ophold i Danmark, ligesom muligheden for at indberette uønskede udlændinge til Schengeninformationssystemet skal udvides.
Integrationsministeren vil drøfte forslagene med Dansk Folkeparti, inden hun i januar 2006 forventer at fremsætte et lovforslag om de nye skærpelser af udvisningsreglerne.