Det er helt forkert at kalde optøjerne i Paris og balladen i Århus-kvarteret Rosenhøj for terror. Fra flere sider vælter kritikken nu nedover Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard.
Hun har sagt, at unge indvandreres gadeoptøjer i Århus og Paris er så alvorlige, at partiet overvejer at kræve den slags lovovertrædelser omfattet af den kommende terrorpakke.
Den kobling er helt forkert, mener statsminister Anders Fogh Rasmussen.
- Det terrorrapporten tager fat på, det er den organiserede terroristvirksomhed. Den behandler ikke spørgsmålet om almindelig gadeuro og optøjer, siger han.
I Århus frygter den socialdemokratiske borgmesterkandidat Nicolai Wammen, at udtalelserne kan være med til at piske stemningen yderligere op, og han opfordrer DF-lederen til at holde igen med de skarpe udmeldinger.