Fyret for at ryge på P-plads

Hvidovre Hospital har fyret tre ansatte, der gentagne gange har overtrådt rygereglerne. Det er nødvendigt at køre en striks linje, mener ledelsen

Det er ikke nemt at være ryger, hvis man er ansat på Hvidovre Hospital. Hverken inde eller ude må man ryge. Og gør man det alligevel, venter der en fyreseddel. (© DR)

Det kan koste dig jobbet, hvis du overtræder rygereglerne på din arbejdsplads. I hvert fald hvis du arbejder på Hvidovre Hospital.

Det har tre tidligere ansatte måttet sande. De er alle blevet fyret, efter de gentagne gange har overtrådt hospitalets regler om, at der ikke må ryges på hospitalets matrikel.

Første ryger-fyringer

Det er ifølge DR Nyheders oplysninger første gang, at hospitalsansatte er blevet fyret efter brud på rygeregler. Men den hårde linje er nødvendig, mener hospitalsledelsen.

- Det er åbenbart meget vanskeligt at overholde rygereglerne, og hvis ikke vi er konsekvente, så ville vi ikke kunne få medarbejderne til at overholde rygereglerne, siger Torben Mogensen, der er lægelig direktør på Hvidovre Hospital, til DR Nyheder.

Taget på fersk gerning

I det seneste eksempel blev to kvindelige sosu-assistenter taget i at ryge på hospitalets parkeringsplads i arbejdstiden. Det var den daværende hospitalsdirektør, der opdagede dem, og da de begge havde to advarsler for samme forseelse i forvejen, blev de kort efter afskediget.

- Reglerne er meget strikse og simple, og vi har meldt klart ud, at det er helt i uoverensstemmelse med at være ansat på hospitalet, hvis man bryder reglerne, siger Torben Mogensen til DR Nyheder.

Ikke regnet med fyring

Ifølge de fyredes tillidsrepræsentant blev de begge overraskede over fyringen.

- De havde måske ikke regnet med, at det ville ende med en opsigelse, men de vidste godt, at skulle man følge reglerne, så kunne det ske, siger Elsebeth Bjørnkjær, der er fællestillidsrepræsentant for sygehjælpere og sosu-assistenter på Hvidovre Hospital.

Sanktion var meldt ud

- Jeg synes da, det er rigtig ærgerligt, men jeg har ikke nogen gode argumenter imod det. For det var offentliggjort, at det kunne få tjenstlige konsekvenser, siger Elsebeth Bjørnkjær til DR Nyheder.

Sagen om de to sosu-assistenter ligger omkring et år tilbage, mens den tredje fyring ligger længere tilbage. Men ingen af sagerne har tidligere været omtalt i offentligheden.