Indvandrere og flygtninge kommer dobbelt så hurtigt i job i forhold til for få år siden. Det viser en analyse, som Dansk Arbejdsgiverforening har foretaget.
I 1999 var blot 15 procent af de nytilkomne indvandrere og flygtninge mellem 16 og 64 år i arbejde inden for det første år, efter de kom til Danmark. Nu er 35 procent i job inden for det første år.
Succesen skyldes højkonjunkturen
- Kommunerne er i dag meget mere fokuserede på at få indvandrere og flygtninge hurtigt i arbejde. Og så har regeringen med eksempelvis starthjælpen gjort, at de har et større incitament til at komme i arbejde, forklarer Berit Toft Fihl, der er konsulent i Dansk Arbejdsgiverforening.
Men det er ikke bare det første år, at indvandrere og flygtninge kommer hurtigere i arbejde. Også efter andet, tredje og fjerde år er de betydeligt hurtigere i job i forhold til for ti år siden. Det betyder, at der nu er 46.000 flere indvandrere og flygtninge i job i forhold til 1999. Torben Møller Hansen, der er direktør i foreningen Nydansker, mener dog ikke, at succesen skyldes politikerne.
- Det skyldes mere, at vi har en højkonjunktur, der gør, at vi mangler arbejdskraft. Og det skyldes, at flere virksomheder har set, at indvandrerne gør det glimrende på arbejdsmarkedet, siger han.
Mange af indvandrerne har fået job inden for transportsektoren som eksempelvis chauffører eller inden for hotel- og restaurationsbranchen.
Selvom arbejdsløsheden blandt indvandrere og flygtninge er faldende, er mere end 40 procent dog stadig helt uden for arbejdsmarkedet. Den samlede arbejdsløshed i Danmark er under to procent.