Regionsformand om dyr medicin: Nordmænd er bedre købmænd end os

Danske politikere må se på, hvordan hospitaler kan få medicin til lave priser som i Norge, siger formand.

Regionernes indkøbsorganisation, Amgros, har analyseret priserne på de 25 dyreste lægemidler, som tilsammen står for knap halvdelen af udgifterne til medicin på hospitalerne. Tallene viser, at vi sidste år betalte 17 procent mere, end de gjorde i Norge for de selvsamme produkter. (Foto: © modelfoto, Scanpix)

Hvis Danmark skal spare millioner af kroner ved at købe billigere hospitalsmedicin hos lægemiddelindustrien, kræver det en holdningsændring hos politikerne.

Det mener formand for Danske Regioner, Bent Hansen.

- Hvis det skal ændres, kræver det en landspolitisk aftale, siger regionsformanden.

Han erkender, at det danske sundhedsvæsen ikke er økonomisk, når hospitalerne skal have medicin. Men det skyldes, at effekterne af de forskellige præparater bliver prioriteret frem for prisen på dem.

- I Danmark nøjes vi med at stille faglige krav og ikke krav til prisen. Det er en bevidst politik om, at det alene er de faglige hensyn, der bestemmer, om vi tager noget medicin i brug, siger Bent Hansen til DR Nyheder.

40 procent billigere

En ny beregning fra regionernes indkøbsorganisation, Amgros, viser, at priserne, som hospitalerne betaler for de 25 typer medicin, der står for halvdelen af de samlede udgifter til hospitalsmedicin, er langt højere end i Norge.

De danske hospitaler betaler således op til 40 procent mere for konkrete præparater end hospitalerne i Norge. Prisforskellen på de 25 typer medicin er så stor, at regionerne sidste år kunne have sparet godt en halv milliard kroner, hvis prisen havde været som i Norge.

- Nordmændene er bedre købmænd. De er skrappere til at forhandle om prisen, end vi er. De kan godt mene, at det kan svare sig at tage en type medicin i brug. Men hvis det er for dyrt, forhandler de med leverandørerne, siger Bent Hansen.

Danmark tjener på medicinalindustri

Bent Hansen vedkender, at prisforskellen mellem de to nordiske lande også skyldes, at Danmark modsat Norge har en medicinalindustri, som også er en god forretning for landets økonomi.

Men, siger han:

- Jeg mener godt, at vi alligevel kan blive bedre. Hvis ikke vi kan blive skrappere til at forhandle en anden pris, betyder det, at vi skal nedprioritere andre poster som for eksempel personale. Vi er nødt til at overveje, om vi kan blive ligeså gode til at forhandle en pris som nordmændene.

Lektor: Svært at bryde mangeårig praksis

Ifølge lektor i sundhed på Syddansk Universitet Christian Kronborg kan det blive vanskeligt at få politikerne til at ændre proceduren, så prisen på hospitalsmedicin begynder at spille en rolle.

Det skyldes, at Danmark siden 1990'erne har haft tradition for blot at aftale med lægemiddelindustrien, hvad medicinen maksimalt må koste.

Prisgrænserne fastsættes ved at sammenligne priser med ni andre lande i Vesteuropa. Norge har et billigere gennemsnit, fordi man ved lov har bestemt at se på de tre billigste af disse ni lande.

I Danmark er det hos politikerne ønskværdigt, at der er en stor og velfungerende medicinalindustri, og det strider mod ambitioner om lavere medicinpriser, forklarer han.

- Der er ingen tvivl om, at forskellige interesser kolliderer, når vi taler lægemidler.

- På den ene side vil vi ud fra et sundhedspolitisk synspunkt gerne have gode behandlingsmuligheder til en lav pris, men på den anden side vil vi ud fra et erhvervspolitisk synspunkt gerne have en industri, som skal tilskyndes til at forske, og de to interesser støder mod hinanden, siger Christian Kronborg.

P1Business har mere om priser på hospitalsmedicin klokken 13.30 på P1.