Krav kan spænde ben for politikeres Ryanair-rejser

Hvis ikke Ryanair lønner de danske medarbejdere efter gældende overenskomst, kan selskabet få svært ved at flyve med politikere og offentligt ansatte.

Ryanair begyndte i marts i år at flyve til og fra Københavns Lufthavn, Kastrup. (Foto: © Barbara Christensen, DR)

Når folketingspolitikere, ministre, kommunalpolitikere og embedsmænd skal ud at flyve i embeds medfør, må de ikke købe billetter hos flyselskaber med base i Danmark, som ikke lønner deres medarbejdere efter gældende overenskomster.

Det fremgår af den frivillige flyrejseaftale, som Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) har udarbejdet, og som både Folketinget og hovedparten af ministerierne har sluttet sig til.

- SKI har oplyst, at SKI i flyrejseaftalen stiller krav om, at de af leverandørernes medarbejdere, der er beskæftiget i Danmark, lønnes efter gældende overenskomst, sagde finansminister Bjarne Corydon (S) i december sidste år i folketingssalen.

Dermed tyder det på, at Ryanair - som siden marts i år har haft base i Københavns Lufthavn - ikke kan få lov til at transportere politikere og offentligt ansatte fra A til B, hvis ikke selskabet aflønner de danskansatte piloter og kabinepersonale efter vilkår, som matcher de gældende overenskomster herhjemme.

Hensyn til lønforhold

Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter der i den seneste tid har været stor fokus på piloternes og de kabineansattes arbejds- og lønvilkår.

Ifølge en meningsmåling, som Epinion har lavet for DR Nyheder, mener 39 procent af danskerne, at ministerier og andre offentligt ansatte skal vægte de flyansattes løn- og arbejdsvilkår tungere end prisen og sikkerheden, når de køber flybilletter.

I dag er Ryanair ikke blandt de otte flyselskaber, som er med i aftalen.

Men selskabet kan efter alt at dømme komme i klemme, hvis selskabet på sigt gerne vil flyve danske politikere og embedsmænd rundt i verden.

Strid om overenskomst

Det irske flyselskab har ind til nu blankt afvist kravet fra Serviceforbundet og Flyvebranchens Personaleunion (FOU) om at tegne en dansk overenskomst med det personale, der har base i Danmark.

Lavprisselskabet hører nemlig til i Irland, hvor dets fly også er indregistrerede, og derfor er det underlagt irsk - og ikke dansk – lovgivning, lyder argumentet.

Det argument er den danske fagbevægelser dog uforstående overfor, og spørgsmålet vil senere på måneden bliver afgjort Arbejdsretten.

Løn under dansk niveau

Som det er i dag, hyrer det irske lavprisselskab dets medarbejdere enten direkte gennem firmaet eller gennem vikarbureauer.

Her bliver de ansatte hyret på kontrakter, og månedslønnen for et nyansat kabinepersonale kan svinge mellem 9.750 og 12.000 kroner efter skat, hvilket er betragteligt under dansk niveau.

55-60 procent af kabinepersonalet er ifølge Ryanair ansat via disse vikarbureauer. Ryanairs kommercielle direktør David O'Brien har dog tidligere udtalt til DR Nyheder, at det endnu er uvist, hvor stor en del af de kabineansatte med base i København, som vil blive ansat på kontrakter.

Men ifølge den kommercielle direktør er alle Ryanairs kabineansatte, som har base i Billund, kontraktansatte.

Aftale med SAS og Norwegian

Det har hverken været muligt at få en kommentar fra Ryanair eller den centrale indkøbsorganisation SKI, som gennemfører EU-udbud på vegne af den offentlige og halvoffentlige sektor og etablerer såkaldte rammeaftaler - heriblandt flyrejseaftalen.

Aftalen er blevet indgået med otte forskellige flyselskaber, heriblandt SAS og Norwegian, og den er frivillig for myndighederne at følge.

Folketinget og hovedparten af ministerierne benytter dog aftalen.

Og hvis man som offentlig myndighed anvender den, kan man købe flybilletter med faste rabatsatser helt frem til 31. december 2018, hvor den udløber.

Ingen krav til udenlandske selskaber

Ifølge flyrejseaftalen er der dog ikke nogle særskilte overenskomst-krav til flyselskaber, som ikke har base i Danmark, hvilket skyldes EU's udbudsregler på området.

Finansministeren fastslog under folketingsdebatten i december, at 'der ikke kan stilles krav om, at en leverandør er omfattet af kollektiv overenskomst, og der kan heller ikke, for så vidt angår personer, der er beskæftiget uden for Danmark, i arbejdsklausuler henvises til danske kollektive overenskomster.'

Bjarne Corydon har heller ikke ønsket at udtale sig.