Den danske arbejdsret kan slet ikke tage stilling til, om fagbevægelsen må lave blokade mod lavprisflyselskabet Ryanair i Københavns Lufthavn. Det er nemlig irsk lov, der gælder i sagen - og derfor skal sagen bringes for en irsk domstol.
Sådan lyder ét af argumenterne fra Ryanair i selskabets svarskrift til Arbejdsretten, som DR Nyheder er i besiddelse af.
Arbejdsretten skal torsdag behandle spørgsmålet om, hvorvidt fagforbundene under LO må lave en såkaldt sympatiblokade mod Ryanair, hvis selskabet ikke tegner dansk overenskomst for det flyvende personale.
Retsmødet begynder klokken 14.30, men der falder ikke en afgørelse torsdag.
Ryanair vil dog fremlægge sine synspunkter i sagen, som de altså også fremgår af svarskriftet, der blev afleveret til Arbejdsretten og LO sent onsdag.
Driver ikke virksomhed i Danmark
Af svarskriftet fremgår det, at selskabet mener, at en sympatiblokade vil være ulovlig. Selskabet driver nemlig slet ikke virksomhed i Danmark, men har blot en base af teknisk og administrativ karakter - og derfor er selskabet ikke underlagt de danske arbejdsmarkedsregler.
- Ryanair er ikke etableret som virksomhed i Danmark med fast driftssted, men er alene registreret i Danmark med et CVR-nummer af momsmæssige grunde, skriver selskabets danske advokat, Michael Møller Nielsen, i svarskriftet.
Han fremfører desuden, at Ryanairs baser over hele Europa er karakteriseret ved, at der ikke er nogen lokal ledelse, ingen lokal administration, ground handling er outsourcet, og alle driftsmæssige beslutninger bliver truffet i Dublin.
Advokaten konkluderer derfor:
- En base er (…) alene et teknisk og administrativt begreb. Det er ikke muligt at udlede, at basen dækker over et arbejdsretligt begreb, der medfører særlige rettigheder for nationale fagforeninger til at kræve kollektiv overenskomst for piloter og kabinepersonale, der er tilknyttet en base.
Dansk ret gælder ikke
Ryanairs faste tilknytning til Irland betyder ifølge selskabet, at den danske Arbejdsret slet ikke kan behandle den igangværende sag om, hvorvidt en blokade vil være lovlig. Sagen skal i stedet behandles ved en irsk domstol, og lovligheden skal vurderes i henhold til irsk lovgivning.
Her henviser Ryanairs advokat til en EU-forordning med navnet Bruxelles 1, der fastslår, at "sagsøgte skal sagsøges ved sagsøgtes hjemting".
- I denne sag, hvor indklagede er et irsk selskab, er dette selskabs værneting i det land, hvor selskabet har dets vedtægtsmæssige hjemsted, i Ryanairs tilfælde i Dublin, skriver Ryanairs advokat i svarskriftet, hvoraf det også fremgår, at Ryanair slet ikke mener, at dansk lov er gældende i sagen:
Det er i stedet den irske lovgivning, der skal gælde i sagen, fordi en sympatiblokade risikerer at ramme selskabet økonomisk.
Dermed bliver "skadestedet" rent juridisk Ryanairs hovedkontor i Dublin, mener advokaten.
EU-domstolen bør se på sagen
Ryanair mener grundlæggende også, at EU-domstolen bør bringes i spil.
Alle spørgsmål om fortolkningen af EU-retten skal nemlig ifølge EU-Traktaten bringes for EU-domstolen, "inden Arbejdsretten afsiger dom i sagen", fremgår det af svarskriftet. Derfor bør Arbejdsretten bede EU-domstolen tage stilling til, om sagen skal behandles i Danmark eller Irland og efter dansk eller irsk lov.
Desuden bør EU-domstolen ifølge Ryanair tage stilling til det helt grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt "rettigheder til fri lufttransport inden for EU (…) lovligt kan begrænses ved anvendelse af kollektive kampskridt i Danmark rettet mod de baser, Ryanair har etableret i Danmark", skriver advokaten.
Ingen dom i dag
Svarskriftet er Ryanairs juridiske svar på LO's oprindelige klageskift, der blev afleveret i sidste måned. På torsdagens forberedende retsmøde ventes det, at Arbejdsretten vil lægge sig fat på en endelig dato for, hvornår en dom kan afsiges i sagen.
Desuden behandles en udløber af den aktuelle sag, nemlig aktionen mod det første Ryanair-fly mod Dublin i sidste uge.
Her betød en demonstration fra lufthavnsansatte omkring flyet, at afgangen til Dublin blev tre timer forsinket. Ryanair har bedt Arbejdsretten pålægge fagforbundene at erkende, at der var tale om ulovligheder. Heller ikke i denne sag ventes der at falde en afgørelse i dag.
Hverken LO eller Ryanair har ønsket at kommentere svarskriftet før dagens retsmøde.