Nationalbanken: Det var danske pensionskasser der angreb kronen

Nationalbanken vandt kronekampen, mens danske pensionskasser og forsikringsselskaber tabte, siger Nationalbankdirektøren.

Lars Rohde fortalte på et pressemøde, at kronen især blev presset, fordi danske pensions- og forsikringselskaber begyndte at købe kroner. (Foto: © Scanpix)

For første gang siden Nationalbanken kastede sig ud i et historisk forsvar af den danske krone, satte Nationalbanken i dag navne på de aktører, der angreb den danske krone i begyndelsen af året.

Hovedsynderne skal ikke findes blandt kyniske udenlandske investorer, men derimod i egne rækker.

- Presset på den danske krone kom primært fra indenlandske institutionelle investorer, herunder pension- og forsikringsselskaber, sagde Nationalbankdirektør Lars Rohde på et pressemøde i dag.

Her fremlagde Nationalbanken årsregnskab for 2014 og resultaterne fra første kvartal i 2015.

Nationalbanken vandt kampen

Ifølge Nationalbanken har de indenlandske investorer stået for to tredjedele af opkøbet af kronen, mens udenlandske investorer kun stod for en tredjedel.

Nationalbankdirektøren undrer sig over pensionskassernes adfærd.

- Det er jeg overrasket over. Jeg synes, at det er lidt synd for forsikringstagerne og opsparerne i pensionskasserne. I gennemsnit har investorerne tabt og nationalbanken vundet på den intervention, som vi har foretaget, siger Lars Rohde til DR Nyheder.

Melder hos forbi

ATP Pension ønsker ikke at stille op til et interview, men har sendt følgende skriftlige kommentar til DR Nyheder:

- ATP kommenterer aldrig på vores markedsaktiviteter, for vi er så store, at det ville påvirke markedet. Men jeg kan sige følgende: Kroneandelen af vores formue er mindre i dag, end den var i starten af året, og mindre ved årsafslutningen end for et år siden, skriver ATP's direktør Carsten Stendevad.

Hos pensionskassen PenSam afviser man fuldstændigt at have været involveret i opkøb af kroner.

- Vi må melde hus forbi. Vi afdækker 100 pct. Det vil sige, at de aktiver, vi har i euro, bliver afdækket tilbage til danske kroner. Sådan har det været i de seneste halvandet år. Om det er normalt, tør jeg ikke sige, skriver Benny Buchardt Andersen, der er investeringsdirektør i Pensam i en skriftlig kommentar.

Kronepresset

Det store opkøb af danske kroner styrkede kronen i en sådan grad, at det blev et problem, da Danmark har en fastkurspolitik, der betyder, at kronen gerne skal være på nogenlunde samme niveau som euroen. Som modsvar begyndte Nationalbanken derfor at svække kronen ved at sælge kroner.

Siden kronepresset begyndte i midten af januar, har Nationalbanken solgt kroner for svimlende 275 milliarder kroner i januar og februar måned.

Lars Rohde ville ikke fortælle, hvor mange kroner, der er solgt i marts måned, men fortalte, at aktionen har virket.

- Det er en fornemmelse, at de fleste indenlandske og udenlandske investorer har trukket følehornene til sig, siger nationaldirektøren.

Han understreger dog i samme åndedræt, at Nationalbanken har ubegrænsede midler til at bekæmpe et pres imod kronen, hvis der skulle komme endnu en bølge af pres mod kronen i de de kommende måneder.

Læs mere om presset mod kronen i Nationalbankens udgivelse Nyt fra Nationalbanken her.