Kabinepersonale: Vi skal have lagt en bund under branchen

Mere vil flyttes over i datterselskabet Cimber, fortæller SAS. Det sker for at imødegå hård konkurrence fra lavprisselskaberne, som er gået på aggressivt flyindkøb.

Arbejdsnedlæggelsen af SAS' kabinepersonale gav hundredevis af aflysninger og kostede det skandinaviske flyselskab omkring 40 millioner kroner. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix)

Note: SAS er siden interviewet vendt tilbage og har rejst tvivl om, hvorvidt der vil blive flyttet nye dele af produktionen over i Cimber. Foreløbigt er det kun CRJ-produktionen, og planen er ikke umiddelbart at overflytte mere af produktionen, fortæller SAS.

Kabinepersonalet hos SAS nedlagde i sidste weekend arbejdet i fire dage som protest mod, hvad fagforeningen CAU har kaldt "Cimber-fidusen;" altså frygten for, at fly og medarbejdere flyttes over i SAS' nyerhvervede datterselskab Cimber på ringere vilkår.

Selv om vilkårene for de 147 kabinemedarbejdere og 117 piloter, som fra 1. marts flyver for Cimber, ikke ændres, er frygten, at flere vil blive overflyttet, og at vilkårene på sigt forringes.

Nu bekræfter SAS over for dr.dk, at overflytningen af CRJ-fly kun er første skridt mod flere overflytninger.

- Der vil blive overflyttet mere, men kun en mindre del af SAS. Den proces er i gang. Men det er vældig vigtigt at understrege, at medarbejdere, som flyttes over i den specialiserede produktion i Cimber, opretholder alle vilkårene fra SAS, siger Knut Morten Johansen, informationschef hos SAS.

Kommer ikke bag på fagforening

Til gengæld vil nyansatte i Cimber ansættes på andre vilkår end hos SAS, der vil dog stadig være på Skandinaviske standarder, forsikrer Knut Morten Johansen.

Næstformand hos kabinepersonalets fagforening, CAU, Jean-Pierre Schomburg, er ikke overrasket over, at mere af SAS flyttes over i Cimber. Det har nemlig været uklart indtil nu.

- Det kommer ikke bag på os. Det havde vi gennemskuet. Det var, fordi SAS ikke åbent og ærligt lagde en plan frem, at vi fik en voldsom konflikt over 12 fly. Der gik det op for alle medlemmer og hele omverdenen, hvad det er, der foregår, siger Jean-Pierre Schomburg.

- Vi forholder os konkret til overflytningen, når der kommer noget på bordet, fortsætter han.

Kun politikere kan redde arbejdspladser

Lavprisselskaberne køber de næste år stort ind af nye fly. Det giver et endnu større pres på de traditionelle flyselskaber. Jean-Pierre Schomburg forudser en stormfuld tid for flybranchen, som kan betyde, at flyselskaber må dreje nøglen om.

- Hvis vi skal ned på Ryanair og de mellemøstlige selskabers løn og ansættelsesvilkår, så har vi ikke en chance for en anstændig tilværelse i Skandinavien. Det er også, hvad konflikten handler om i Norwegian. Jeg håber, at selskaberne er nået dertil nu, hvor man kan få lagt en bund under branchen og ikke fortsætte ræset mod bunden, siger han.

Han foreslår en model, hvor EU forpligter selskaberne til at have medarbejdere ansat i moderselskabet.

- Vi har et stort ønske om at få løftet sagen op politisk. I sidste ende handler det om, hvorvidt vi skal have den slags jobs i Skandinavien i fremtiden. Hvis de europæiske politikere ikke snart kommer på banen, så bliver det kun selskaber registreret i Irland eller Mellemøsten, fordi så er det der, konkurrencen står. I USA skal x procentantal være ansat i selskabet. EU burde gå den samme vej, siger Jean-Pierre Schomburg.