Stridighederne mellem SAS og selskabets ansatte er højest usædvanligt. Det er nemlig ekstraordinært, at en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse varer mere end tre døgn - særligt når Arbejdsretten har sagt, at personalet skal tilbage i arbejde.
Det fortæller DR's erhvervskorrespondent, Nina Munch-Perrin, der ikke har set noget lignende i den tid, hun har dækket SAS. Heller ikke de voldsomme frustrationer under sparerunden i 2012 kan måle sig med konflikten denne gang.
- Det her overgår dengang, fordi de ansatte faktisk er klar til at forlade SAS. Det gælder selvfølgelig langt fra alle, men som jeg hører det søndag aften, så vil der være ansatte, som føler, at grænsen er nået, og som vil finde sig en ny karriere, siger Nina Munch-Perrin.
SAS er ude på at ændre forretningen
De ansatte, som har nedlagt arbejdet, nægtede søndag at følge Arbejdsrettens dom, som ellers pålagde dem at træde tilbage i arbejdsuniformerne.
Det fik søndag aften SAS til at sende en mail til alle cirka 1400 kabineansatte for at fortælle dem, at de inden mandag klokken 12 skal melde tilbage, om de er klar til at arbejde for SAS. Ellers opfatter SAS det som om, at de selv har sagt deres job op.
Men hvordan kan det komme så langt, når der også tidligere har været sparerunder og strejker?
- Jeg tror, det er kommet så vidt, fordi det er ret åbenlyst, hvad SAS i sidste ende gerne vil have ud af det her: Og det er en helt anden måde at drive flyselskab på, siger Nina Munch-Perrin.
- Nu mærker kabinepersonalet for alvor, at alle de andre øvelser, man tidligere har været igennem, groft sagt har handlet om at file lidt på en eksisterede forretningsmodel, man håbede kunne overleve -men denne gang handler det om at SAS simpelthen vil drive forretning på en anden og ny måde. Det betyder så også, at kabinepersonalet på sigt mister privilegier, der er oparbejdet gennem tiden, siger Nina Munch-Perrin.
Cimber er billigere for SAS
For at SAS kan ændre de blødende regnskaber og overleve den hårde konkurrencesituation, der er i international luftfart er de nemlig nødt til at ændre de ansattes vilkår, og her spiller det nyindkøbte Cimber en altafgørende rolle.
Et af tiltagene er at flytte 147 kabine-ansatte over i det nye selskab. Ifølge Nina Munch-Perrin er der nemlig flere forhold, der gør Cimbers overenskomst bedre for SAS.
Eksempelvis stiger lønnen for kabineansatte i det nyindkøbte selskab ikke så meget som i det "gamle SAS" - selvom startlønnen er højere - de ansatte har mindre ferie, og de ansatte skal også stå til rådighed i flere timer om ugen end hos SAS.
Usikker fremtid
Så selv om SAS også understreger, at alle de ansatte, der skal flyttes over i Cimber, kan få lov at beholde deres nuværende løn- og arbejdsvilkår, så længe de ønsker, er der noget meget større på spil for luftfartsselskabet.
Også selv om SAS-ledelsen virker uforstående og siger, at den ikke aner, hvad de utilfredse ansatte og deres fagforening siger, når den anklager selskabet for grov forhandlingstaktik.
- I bund og grund handler det her såmænd bare om, at SAS prøver at skabe en ny forretningsmodel, som mange andre flyselskaber i Europa har gjort de senere år. Det kræver nye ansættelsesformer, for de ønsker simpelthen at drive deres virksomhed på en anden måde, og det gør ondt på de eksisterende kabineansatte, som føler de kigger ind i en usikker fremtid.
- Men faktum er jo også bare, at det vitterlig er en usikker fremtid. For de ansatte. For SAS. For luftfart som sådan, siger Nina Munch-Perrin.