Efter mere end fem timers forhandlinger på Hotel Hilton ved Københavns Lufthavn søndag eftermiddag har SAS' kabinepersonale besluttet sig for ikke at genoptage arbejdet.
Det skriver de i en mail til DR Nyheder klokken 18 søndag.
- Vi står fast!!! Vi går ikke i arbejde igen, før end SAS har underskrevet en CAU-overenskomst for de ansatte i Cimber, står der i mailen.
Dermed trodser de Arbejdsrettens dom, som pålagde dem at genoptage arbejdet søndag 12.30.
Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra SAS.
Og tre dage med aflysninger, forsinkelser og flere hundrede strandede passagerer ser nu ud til blive til endnu flere.
Strejker i protest over 'Cimber-finte'
Konflikten mellen SAS og kabinepersonalet bunder i, at 147 ansatte skal flyttes over i SAS' nye datterselskab, Cimber.
Men parterne kan ikke blive enige om en overenskomst for medarbejderne, for medarbejderne mener, deres vilkår bliver forringet.
- Vi vil ikke finde os i, at SAS laver den her Cimber-finte, sagde næstformanden i CAU, Jean Pierre Schomburg, lørdag aften til DR Nyheder.
Trodser Arbejdsrettens afgørelse
Forhandlingerne om en overenskomst i Cimber brød sammen onsdag aften, og det fik fredag morgen kabinepersonalet i SAS til at nedlægge arbejdet.
- Det er en historisk situation for alle ansatte på det danske arbejdsmarked, skriver kabinepersonalet i deres mail til DR Nyheder.
- Hvis det lykkes en virksomhed som SAS at gennemføre denne overdragelse af de ansatte i Cimber, så vil det i realiteten kunne lade sig gøre for alle virksomheder i Danmark.
Strejken er overenskomststridig, og det fik lørdag aften SAS til at sende strejken for Arbejdsretten som en hastesag.
- De kan betragte sig som opsagte
Søndag ved middagstid afgjorde retten, at de skulle genoptage arbejdet klokken 12.30.
Men efter afgørelsen mødtes kabinepersonalet i stedet på Hotel Hilton i København for at snakke om, hvorvidt de skulle efterkomme rettens afgørelse.
Og søndag aften afviser de over for DR Nyheder, at de er på vej i arbejdstøjet.
- Konsekvensen er, at de kan betragte sig som opsagt individuelt. Det er en mulighed, og jeg hører på SAS, at det kan blive konsekvensen, sagde formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, søndag eftermiddag til DR Nyheder.
Kabinepersonalets fagforening CAU er en del af hovedorganisationen FTF.
DR Nyheder arbejder på at få en kommentar fra SAS om, hvad det betyder SAS' passagerer og det strejkende personale.