Analytiker: Cimber-finten er nødvendig for SAS' overlevelse

Den dystre fremtid ligger få år ude i fremtiden, siger analytiker. Air France tabte for nylig 400 millioner euro på en strejke.

Fremtiden ser dyster ud for SAS lige nu, og derfor skal selskabet gøre noget, siger analytiker. (Foto: © Mathias Bojesen, Scanpix)

Hos nogle lavprisselskaber får de ansatte ingen løn, når de er syge, og de skal selv købe deres arbejdsuniform. De arbejder nemlig uden overenskomster, så deres arbejdsgiver kan tilbyde flybilletter til meget lave priser.

Men sådan er det ikke hos SAS, og det truer selskabet på livet, siger SAS-analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank efter endnu en dag, hvor en del af kabinepersonalet har valgt at strejke.

- Hvis SAS skal overleve, så er det fuldstændig nødvendigt, at de får gennemført den her Cimber-finte, siger Jacob Pedersen.

Analytikeren henviser til den plan, som SAS har lagt, og som fagforeningen kalder en 'Cimber-fidus'. Den betyder, at 147 SAS-ansatte skal flyttes over i det nyindkøbte selskab Cimber.

En del af en spareplan

Pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen, siger, at de ansatte kan fortsætte på deres nuværende vilkår, men at alle nyansatte får ringere vilkår. Kabinepersonalet afslår SAS' plan, fordi de mener, det truer deres kollektive overenskomst.

Trods Trine Kromann-Mikkelsens ord tvivler Jacob Pedersen på, at det personale, som skal overføres, undgår forringelser.

Da SAS fortalte, at selskabet havde købt Cimber, lød det nemlig, at overtagelsen sammen med andre tiltag inden de næste to år hjælper med en besparelse på 250 millioner svenske kroner (svarende til 200 danske millioner kroner).

- Det giver ikke nogen mening, at man kan flytte medarbejdere over på en overenskomst uden forringelser - og så spare 250 millioner, siger Jacob Pedersen.

Kurs mod laveste fællesnævner

Regnskabet i SAS bløder, fordi selskaber uden overenskomster kan tilbyde langt billigere billetter. Et selskab som Ryan Air nægter at indgå dansk overenskomst, og ifølge Jacob Pedersen balancerer selskabet på kanten af, hvad der er tilladt.

- Det, vi ser i øjeblikket, er et fald mod laveste fællesnævner. Og hvis det ikke bliver stoppet, så er det et kæmpe problem for dem, der har de højeste omkostninger, siger Jacob Pedersen.

Det svarer ifølge ham til, at en produktionsvirksomhed med danske lønninger skal konkurrere om forbrugernes gunst på det samme marked, som en produktionsvirksomhed med asiatiske eller østeuropæiske lønninger.

De gamle er under pres

Og SAS er ikke alene på det løntunge marked. Alle de gamle selskaber som Lufthansa og Air France er under pres og oplever gentagne strejker. Senest lod Air France en strejke løbe i to uger, selv om det endte med at koste tre milliarder kroner.

- Det er med til at understrege, hvad det er for nogle kameler, medarbejderne skal sluge, siger Jacob Pedersen.

Indtil videre regner analytikeren ikke med, at den nuværende strejke kan ses på næste SAS-regnskab, men hvis den fortsætter i en uge, kan den koste selskabet på den anden side af 50 millioner kroner.

Breder den sig til sympatistrejker i Norge og Sverige koster det formentlig selskabet et "anseeligt millionbeløb om dagen".

Negativ spiral

Trods risikoen for tabte strejkemillioner er SAS tvunget til at gøre noget, fordi regnskabet bløder.

Og hvis selskabet ikke snart begynder at tjene penge, så har det ikke råd til de nyeste fly, og så er den negative spiral startet, siger Jacob Pedersen.

- Så hvis du kigger tre-fire-fem år ud i fremtiden, så er det her (Cimber-finten, red.) nødvendigt. For ellers løber lavprisselskaberne fra SAS, siger Jacob Pedersen.