Når flyselskabet SAS og kabinepersonalets fagforening CAU skriver under på en aftale, så skal kabinepersonalet overholde den.
Men det gør de ikke, når de nægter at genoptage arbejdet, siger arbejdsmarkedsforsker Jørgen Stamhus fra Aalborg Universitet. Han forstår derfor godt forundringen hos SAS.
- Arbejdsgiveren har ret. Der må være nogle spilleregler, ellers kan det være lige meget med de her modeller. Det er jo for begge parters skyld, at der er de her spilleregler, siger han til Ritzau.
- Der ligger en opgave for fagforeningen med at få skabt disciplin i rækkerne og forhåbentlig få folk i arbejde igen, så de kan komme til forhandlingsbordet og få løst problemerne.
Den danske model
CAU og SAS har underskrevet en tekst, der betyder, at kabinepersonalet skulle have været tilbage i arbejde lørdag eftermiddag, men personalet afviste, da de modtog beskeden og opfordringen fra CAU.
Og det er et brud på de spilleregler, der eksisterer for, hvordan medarbejdere og arbejdsgiver skal opføre sig, siger arbejdsmarkedsforskeren, der også fortæller, at CAU skal underskrive aftalen.
- Det er fagforeningen jo nødt til, ellers bliver de pålagt bod, og det kan blive en dyr forretning. Det er ikke unormalt, at fagforeningen ikke altid kan styre medlemmerne, siger han.
SAS reagerer normalt
Kabinepersonalet strejker, fordi SAS vil flytte en række medlemmer over i det nyinkøbte Cimber, hvilket betyder, at de får en overenskomst med dårligere forhold.
Samtidig er de ifølge næstformanden i CAU, Jean Pierre Schomburg, utilfredse med SAS' måde at håndtere hele sagen på.
SAS vil til gengæld ikke forhandle, så længe kabinepersonalet strejker, og dermed er det uvist, om det møde, som er sat til klokken 10 søndag formiddag, bliver til noget.
Og SAS' krav er helt normalt, siger arbejdsmarkedsforskeren.
- Det er en normal reaktion fra arbejdsgiverside at sige, at det her vil vi ikke finde os i. Der er nogle spilleregler. Dem skal arbejdstager også overholde, forklarer han.
Håber på en redning
Hos hovedorganisationen FTF - som CAU hører under - siger overenskomstchef Klaus Matthiesen, at der stadig er håb for søndagens møde. Han kan på ingen måde bakke op om strejken, siger han.
- Der er lagt op til et møde klokken 10 under forudsætning af, at arbejde bliver genoptaget og lad os håbe på, at det her er en bremselængde. Klokken er ikke 10 endnu, siger han.
- Temperamenterne er kørt op. Jeg vil sige, at mit håb stadig er, at CAU's medlemmer besinder sig, så vi kan komme til forhandlingsbordet og finde en løsning.
Han mener også, at de strejkende CAU-medlemmer svækker deres fagforenings forhandlingsposition med deres arbejdsnedlæggelse.
/DR Nyheder/