Da OW Bunker blev børsnoteret kunne ejerne, kapitalfonden Altor, indkasserer en gevinst på 3,5 milliarder kroner. Året forinden havde de trukket 1,1 milliarder kroner ud af selskabet som udbytte, så kapitalfonden har lavet en meget god forretning med OW Bunker, som de købte i 2007 for 1,1 milliard kroner. Og pengene de tjente på salget jagter både investeringsforeninger, banker og private investorer, der alle føler sig snydt.
Tabte kvart million
Morten Schwartz Nielsen tabte selv 250.000 kroner som aktionær i OW Bunker. Han er formand for den forening af private aktionærer, der nu forsøger at få deres penge tilbage via et søgsmål.
- Jeg mener, at kapitalfondene har et ansvar for at bringe levedygtige selskaber på børsen. Og i det her tilfælde, er de overhovedet ikke deres opgave voksen. Altor har bragt et selskab på børsen som ender med at gå konkurs 6 måneder, og så er de løbet med pengene.
Midt i kanalen
Men skulle det lykkedes vinde en retssag mod kapitalfonden Altor, så starter der et nyt problem. En gennemgang af OW Bunkers regnskaber, viser at selskabet var ejet via selskaber i Luxembourg og i skatteparadiset Jersey i den engelske kanal. Herfra er de fleste milliarder med stor sikkerhed blevet udbetalt til de investorer, der tilbage i 2007 skød penge ind i Altor-fonden. Det er blandt andet pensionsselskaber som PensionDanmark. Derfor frygter de private investorer, at det kan bliver meget svært, at få pengene tilbage.
- Det, der er en af mine bekymringer, er, at selv, når vi får fastslået ansvar, og vi får Altor gjort ansvarlig, så skal vi finde pengene bagefter. Det krav skal vi så rejse mod et selskab der er i Luxemborg, hvor pengene er kommet hen. Det selskab har højst sandsynligt sendt pengene videre til Jersey, og de penge er højst sandsynligt gået videre endnu. Så i virkeligheden kan vi have en risiko for, at vi ikke kan finde pengene. Men det er noget, vi skal afklare, fordi sporet ellers vil ende blindt, og selv, hvis vi får medhold i et erstatningskrav, får vi ingen penge ud af det, siger Morten Schwartz Nielsen.
Altor har ikke ønsket at stille op til interview med DR Nyheder, men skriver i en mail til DR, at de aldrig oplyser hvordan pengene i fondene fordeles.